Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/281

Denne siden er korrekturlest
227
Kong Kristiern II’s Regjeringsforanstaltninger i Danmark og Norge.

hvad den stakkels elskede havde maattet døie af dem, i hvis Vei hun var kommen, laa det ikke ret fjernt at opkaste det Spørgsmaal: Var hun ikke ogsaa af ham bleven høiligen forurettet? Maaske havde hun, naar alt kom til alt, ikke været hans Kjærlighed værd?

Saa mistroisk var Kong Kristiern af Naturen, at han i Erkjendelsen heraf engang havde sagt, at om hans Hue var hans Medvider, vilde han kaste den paa Baalet. Intet Under derfor, at han under denne sin sygelige ophidsede Stemning uddrog Gift af alle de Minder, han bar paa. Aaret i Forveien havde han ladet Slotsskriveren Hans Faaborg hænge. Hans var et forvorpent Menneske, der havde gjort sin Lykke hos Kongen som Fisletut; for hans giftige Tunge gik ingen fri. Men da Kongen kom under Veir med, at det blot var Ondskab og Skvalder, han for med, lod han hans egne Regnskaber efterse, og da det viste sig, at han ikke havde rent Mel i Posen, blev han taget ved Vingebenet. Blandt dem, Hans støt og stadig havde hakket paa, var hans Overordnede Slotshøvedsmanden Thorben Oxe, og han havde hvisket Kongen et Ord i Øret om, at han skulde have et Øie med ham og Dyveke. Maaske var det dette venskabelige Raad, Kongen havde taget ham saa ilde op, skjønt han neppe i den første Tid synes at have ofret det en Tanke engang. Først efter Dyvekes Død var det, at Kongens skinsyge, mistroiske Stemning kom til at beskjæftige sig med Hans Faaborgs Sladder. Nu først var det vel og, at han begyndte at give Agt paa Thorben.

En Tid efter Dyvekes Død var der Fest og Dans paa Slottet, og det var, som Kongen denne Kveld havde rystet Sorgen af. Navnlig mod Thorben viste han sig nok saa naadig og venlig. I Samtalens Løb sagde han da til ham: “Sig os nu Sandheden, er det saa, som din Skriver, der blev hængt, sagde for os, at du skulde have havt med Dyveke at gjøre? Vi vilde gjerne vide det for visse Aarsagers Skyld“. Spørgsmaalet maa være kommen noget braat paa Thorben, og de omstaaende gav ham Vink og Tegn, at han skulde passe vel paa sine Ord. Men Thorben, der vidste sig uskyldig, svarede lige frem, at det ikke var sandt. Der maa imidlertid have været noget ved Thorbens Svar, som ikke var Kongen aldeles tilpas, og han trængte da nærmere ind paa ham. Thorben fortalte da, at han vistnok havde baaret Kjærlighed til Dyveke og tragtet efter hendes Gunst, men fra hendes Side aldrig faaet nogen Opmuntring. Ved dette Svar foregik der en hel Forandring med Kongens Udseende; han blev mørk og faamælt. En af de tilstedeværende tog Thorben til Side og hviskede til ham: “Du maatte have givet meget til, at du ikke havde talt saa daarlige Ord! Det var en ond Aand, som indgav dig slig Tale“. Ved denne Tid synes det at have været, at det smygende Rygte, der tillagde Thorben Dyvekes Død, var kommen Kong Kristiern for Øre, og meget snart efter hans uforbeholdne Tilstaaelse var det, at andre Beskyldninger reistes mod Thorben for forsøgt Voldtægt. Om Høsten lod