Gustav vilde nu krybe til Korset; men det var for silde, og der var ikke Tale om andet, end at han skulde overgive sig paa Naade og Unaade. Paa en Rigsdag, som holdtes i Stockholm i November 1517, anklagede Sten Sture Gustav som en Landsforræder og krævede ham afsat som Erkebiskop, og det blev besluttet, at Stäke skulde nedbrydes og jevnes med Jorden, og at Gustav skulde afsættes fra sit Embede. Et Dokument blev opsat herom, og alle de tilstedeværende hængte sine Segl for. Kun Linkøpings Biskop, Hans Brask, passede sit Snit til at lægge paa Bunden af Seglkapselen en liden Seddel, hvorpaa han havde skrevet: “Dette gjør jeg nødtvungen“.
Efter Mødet fortsattes Beleiringen af Stäke, som forsvaredes med stor Haardnakkethed af Gustav Trolle. Omsider maatte han dog overgive sig paa de Vilkaar, Seirherrerne bestemte, og Stäke blev sløifet. Men Gustav selv holdtes i to Aars Tid i et Slags mildt Fangenskab efter at have nedlagt sin erkebiskopelige Værdighed.
Til Trods for at alt i 1517 var løbet uheldigt af, udrustede Kristiern II i Løbet af den næste Vaar med store Bekostninger et nyt Tog. Hæren, der bestod af leiede udenlandske Landsknegte for den største Del og var forsynet med et efter Tidens Fordringer udmerket, svært Artilleri, gik ved St. Hans Tider i Land ved Ladugaardslandet ved Stockholm og besatte Brunkebjerg. Men da Sten Sture ikke vilde modtage Slag her, leirede Kongen sig efter et Par Dages Forløb paa Sødermalm og aabnede Beleiring. Da denne havde varet i henved 3 Uger, blev det ham meldt, at en fiendtlig Hær var under Fremrykning søndenfra. Han brød da op med Hovedstyrken og tog Stilling i det sterkt kuperede Terræn ved Brännkyrka, ½ Mil fra Staden. Her kom der den 22de Juli til et alvorligt Basketag. De danske og tyske Tropper kjæmpede med stor Tapperhed og slog Svenskerne gjentagne Gange tilbage. Men under Forfølgelsen af de flygtende opløstes de danske Linier i mindre uordnede Hobe, og da Svenskerne, dækkede af Skogen, paany havde samlet sig til et Angreb, dreves Danskerne tilbage og en Afdeling, bestaaende fornemmelig af tyske Leiesoldater, trængtes ud i en blød Myr, hvor de for den største Del nedhuggedes. Ved denne Leilighed førte den senere saa navnkundige svenske Konge Gustav Vasa det svenske Banner, og han modtog her Bloddaaben.
Skjønt Svenskerne i Slaget havde mistet mange Folk, maa Seiren dog siges at have hældet til deres Side; men den danske Styrke var dog paa ingen Maade knust og kunde atter skride til Beleiring og Beskydning af Stockholm. Men snart begyndte det at skorte Hæren paa alskens Fornødenheder, navnlig Levnetsmidler og Krudt og der ytrede sig Tegn til Mytteri iblandt Leiesoldaterne. Efter 6 Ugers Forløb nødtes Kongen til at hæve Beleiringen. Svenskerne gjorde Udfald fra Stockholm for at følge ham paa Vei, men Kristiern dvælede en Stund i Skjærgaarden, hvorfra han plyndrede Kysterne. Da han imidlertid merkede, at han med Vaabenmagt ikke kunde
