derhen. Almuen, som lige saa lidt denne Gang som ellers var at stole paa, gik Sten Sture til Haande; men snart efter jog Erkebiskopen og Rigshovmesteren Svenskerne atter tilbage. Hvad Straf Lensherren her, Olaf Galde, fik for at have været fraværende fra sit Len, er ikke omtalt. Men for det forsømmelige Forhold, Henrik Krumedike under Fiendens Indfald havde udvist, faldt han for anden Gang i Unaade og mistede alle sine Forleninger. Endnu værre gik det Knut Knutssøn Baat til Morlanda, der under Svenskernes Overrumpling af Baahus havde baaret sig saa ynkelig ad. Folkerygtet udpegede ham som en Forræder; flere andre Beskyldninger reistes mod ham af Karl Knutssøn, der blandt andet nu røbede de Planer, Knut Knutssøn i 1507 efter sin Afskedigelse som Høvedsmand paa Akershus havde næret om at gaa over til Svenskerne, og Følgen heraf var, at ogsaa han inden ret lang Tid afsattes som Høvedsmand paa Baahus og toges i Forvaring. Skjønt det danske Rigsraad, der skulde paadømme Knuts Sag, frikjendte ham aldeles, lod Kristiern ham dog uden Naade og Barmhjertighed halshugge, da han fandt, at Rigsraadet havde iagttaget en partisk Holdning. Et Par i vore Dage fremdragne Dokumenter, der beviser Knut Knutssøns landsforræderske Sindelag, retfærdiggjør Kong Kristierns haarde Fremgangsmaade.
Det eneste Foretagende, som paa denne Tid udførtes fra dansk-norsk Side og fortjener Opmerksomhed, var Befæstningen af Elfsborgs Klippe. Efterat Kristiern II i Aaret 1502 havde indtaget og brændt Fæstningen, havde han ved Krigens Fornyelse i 1511 atter begyndt at opføre Fæstningsverker her. Hvor langt disse Arbeider var fremskredne vides ikke; men i ethvert Fald blev de afbrudte ved Freden i Malmø. Nu henledede Karl Knutssøn Kongens Opmerksomhed paa dette vigtige Punkt, og da Mor Sigbrit støttede hans Plan, fik han i rivende Fart Befæstningsarbejderne afsluttede og Svenskerne udestængte fra Forbindelsen med Nordsøen. Svenskerne indsaa først for sent, hvad de her havde forsømt og forsøgte Gang paa Gang at tage Fæstningen tilbage, uden at det lykkedes, saa længe Kristiern sad fast paa Thronen.
Imidlertid havde Kong Kristiern fortsat sine Rustninger til at føre det sidste store Slag mod Sverige. For de svære Skattepaalæg som disse medførte, havde Norge lige saa lidt som Danmark gaaet fri, og der forefaldt i denne Anledning flere Opløb og Uroligheder paa forskjellige Kanter af Landet; i det mindste ved en Anledning lod Almuen sin Harme gaa ud over Fogden. Udskrivningerne maa ogsaa have været overmaade store. Saaledes forlangte Kongen af de hanseatiske Kjøbmænd i Bergen efter Mor Sigbrits Forestilling Sold til 200 Mand, med 10 Mark maanedlig til hver. Ogsaa alle geistlige og verdslige Herrer, som havde Forleninger af Kronen maatte stille Krigsfolk eller en tilsvarende Ydelse i rede Penge. Erkebiskopen af Throndhjem skulde saaledes levere 150 Mand, Biskopen af Oslo 80, Biskopen
