herre, hvorpaa han den 1ste November næstefter hyldedes som saadan. Den paafølgende Søndag, 4de November, kronedes han i Stockholms Storkirke af Gustav Trolle under stor Høitidelighed, og umiddelbart efter den kirkelige Akt slog han flere Danske og Tyskere, blandt andre Otte Krumpen, Nils Lykke og Søren Norby, til Riddere. Ved selve Kroningen var det ikke at tage feil af, at Kongen heller end gjerne satte Svenskerne tilside, og det var ikke frit for, at sligt vakte Anstød. Men værre var det, som fulgte paa.
Tre Dage var paa det nærmeste hengaaede i Sus og Dus paa Stockholms Slot. Over Middagen, Onsdag den 7de November, samledes alle Gjæsterne i den store Sal, og Slottets Porte lukkedes. Kun nogle Efternølere slap ind. Ingen maatte gaa ud. Efterat Kong en havde taget Plads paa sin Throne, traadte Erkebiskop Gustav Trolle frem og bad om Opreisning for den store Uret, han havde lidt, og for de Krænkelser, som var overgaaede ham og hans Formand. Han mindede om den Ed, Kongen nogle Dage i Forveien ved sin Kroning havde svoret at værne om Kirken og dennes Rettigheder, hvorpaa han lod oplæse det skriftlig affattede Klagemaal han havde at fremføre mod 16 navngivne svenske Herrer og 2 Fruer. Disse Klagepunkter angik Beleiringen og Nedbrydelsen af Stäke Slot, Plyndringen af Upsala Domkirke og Erkesæde og den Molest, som i Fangenskabet var øvet mod hans Person. For alt dette fordrede han en Erstatning af 500,000 Mark Sølv og nedlagde derhos Paastand om, at alle de af ham anklagede Personer skulde holdes arresterede, indtil Kongen havde idømt dem Straf efter Fortjeneste, hvorved han vilde faa Løn af Gud og Pris af hele den samlede Kristenhed. Sandsynligvis har denne Gustav Trolles Optræden ligeoverfor de svenske Herrer været et aftalt Spil med Kongen, der behøvede Penge til at lønne sine Leiesvende med og derhos heller end gjerne ved omfattende Konfiskationer har ønsket at tilføie de mægtige svenske Stormænd et føleligt Knæk i materiel Henseende. Fru Kristina Gyldenstjerne, der var blandt dem, som Erkebiskopen først og fremst havde reist sin Anklage mod, forstod meget godt, at det var hendes og hendes spæde Børns økonomiske Ruin, som herigjennem først og fremst var tilsigtet. Hun saa sig da ingen anden Udvei til at afværge Ulykken fra deres Hoved end ved at fremlægge det paa Rigsdagen den 23de November 1517 opsatte Dokument, der indeholdt Beslutningen om Gustav Trolles Afsættelse og Stäke Slots Nedbrydelse. Ganske vist har dette vigtige Dokument, hvis Tilværelse hidtil synes at have været en Hemmelighed, havt en merkelig Indflydelse paa Sagens hele Gang. Thi herigjennem fik Kong Kristiern ikke blot fuld Rede paa, hvem der havde været med paa at fatte Beslutningen, men tillige et uomstødeligt Bevismiddel for, at vedkommende havde gjort sig skyldige i den groveste Forbrydelse Tiden kjendte, nemlig Oprør mod Pavemagten og den bestaaende kirkelige Orden. Efter dette var det ikke længere et Erstatningsspørgsmaal, det gjaldt. En for en kaldtes Underskriverne frem for Kongen og
