adspurgtes, om de vedkjendte sig Dokumentets Besegling. Først stod Biskop Hans Brask af Linkøping for Tur. Han vedstod sit Segl, men gjorde opmerksom paa, at han havde gjort sit Forbehold ved Beseglingen. Papirlappen med hans Paaskrift om, at han kun nødtvungen havde beseglet det omhandlede Dokument, blev nu fremdragen af sit Gjemme i Seglkapselen. Hans Undskyldning blev tagen for god. De øvrige Herrer og Rigsraader søgte ogsaa paa bedste Vis at fri sig, og herunder røg de op at kjævles, idet hver især vilde vælte Skylden over paa andre. Thi nu merkede ogsaa de, at der ikke længere var Spørgsmaal om en Bod for hver især paa et Par tusinde Merker Sølv, men at det var selve Livet, det spøgte for.
Det løb nok nogen hver af de forsamlede Bisper og Rigsraader koldt nedover Ryggen, da Kongen fjernede sig og lod dem tilbage i Salen. Længe skulde de imidlertid ikke lades i Uvished om, hvad der forestod dem. Ud paa Eftermiddagen aabnedes Dørene til Salen, og Klaus Bilde og Søren Norby traadte ind med Vagt og Fakler og udsøgte Biskoperne Matthias af Strengnæs og Vincents af Skara tilligemed nogle Adelsmænd. Om lidt kom de tilbage og hentede andre, og slig gik det paa til langt paa Kveld. Medens Vagterne gik frem og tilbage og hentede Fanger, herskede der i Salen den største Uro og Frygt; ingen kunde jo være sikker paa, at det ikke var ham, Vagten nu vilde føre bort. Da Klokken var bleven 10 om Aftenen, ophørte Arrestationerne; men samtlige Gjæster maatte forblive Natten over paa Slottet i et lidet trangt Rum, hvor de imidlertid blev viste ind.
Den næste Morgen Kl. 9 maatte de tilstedeværende Prælater og Geistlige, 14 i Tallet, indfinde sig i Slottets store Sal for at deltage i Retten over de Fængslede under Forsæde af Biskop Jens Anderssøn Beldenak. Paa det Spørgsmaal, denne opstillede, om de, som havde sammensvoret sig mod den hellige Kirke og Paven, ikke burde anses for Kjættere, svarede Forsamlingen efter nogen Betænkning, at den ikke kunde finde andet efter Kirkeret, Keiserret og Sveriges rette Lov. Et Dokument herom opsattes og besegledes af de otte, som havde Signet hos sig. Derefter vistes Bisidderne igjen ind i det snevre Kot, hvori de havde tilbragt Natten. Straffen skulde Kongen selv bestemme: den var Døden.
Allerede tidlig om Morgenen var Byportene blevne afstængte, og under Trompetstød var det fra alle Byens Torve og aabne Pladse forkyndt, at ingen maatte understaa sig at gaa ud af sit Hus. Paa Stortorvet foran Raadhuset reistes der et Skafot. Fra dette og til Slottet stilledes der en sterk Vagt i to Rader.
Imidlertid havde de paa Slottet forsamlede Herrer under Sorg og Bedrøvelse nydt sit Middagsmaaltid. Da de vel var færdige dermed, kom der en styrtende ind og raabte, at nu førtes Biskoperne Matthias af Strengnæs og Vincents af Skara fangne ud af Slottet. Jens Anderssøn, som
