kom til, forsikrede, at sligt bare var Løgn og Skvalder. Men det ene Bud kom efter det andet, og da det snart hed, at nu skulde Biskoperne til at strække Hals, greb Rædsel dem alle, og, med Jens Anderssøn i Spidsen styrtede de ud under Raabet, at de vilde til Kongen for at forhindre Udførelsen af en saa grusom Handling. Da kom Didrik Slaghæk, Kongens høire Haand, dem imøde og sagde: “Pas Eder selv, at I ikke times det samme som de andre Forrædere“. Forstenede af Skræk trak de sig saa tilbage til sit Værelse.
Det var sandt nok, hvad Budene meldte. De dødsdømte blev i Procession nedførte fra Slottet, først Biskoperne, dernæst Adelsmændene og tilsidst de Borgerlige. Da de var komne paa Torvet, holdt den nye Ridder Nils Lykke fra Raadhusets Trappe en Tale til de Forsamlede og bad dem om ikke at forfærdes over, hvad der skulde ske. Thi det var bare nogle Forrædere og Misdædere som her efter Erkebiskop Gustavs Paastand modtog den forskyldte Straf for sine uretfærdige Handlinger. Kun Biskop Vincents af Skara protesterede mod Dommens Retfærdighed, og to af de stockholmske Raadmænd, som stod i Kredsen, raabte, at de svenske Mænd skulde lære af det, som overgik dem, at tage sig i Vare for at lade sig narre af falske Breve og Tilsagn. Deres Blod skulde raabe til Himlen om Hevn og Straf over Ophavsmanden til den Udaad, som her blev øvet.
Hvad der nu paafulgte, maa have trodset enhver Beskrivelse; de gode Borgere, som nu efter sin ufrivillige Husarrest fik Befaling til at indfinde i sig paa Byens Torv for at være Vidne til Exekutionen, kunde allermindst med Ro se paa det blodige Skuespil og angav senerehen Tallet paa de henrettede yderst forskjelligt. Men Profossen, den tyske Officer Jørgen Homuth, fortalte nogle Aar efter, at 82 Hoveder faldt for Bøddelsværdet den første Dag. Saa tumultuarisk gik Slagteriet for sig, at det hele var overstaaet paa halvanden Times Tid. Ingen af Slagtofrene fik Tilladelse til at skrifte og modtage Kirkens Afløsning. Kong Kristiern vilde myrde Sjælen med Legemet, mente man.
Den første blandt dem, paa hvem Dødsdommen fuldbyrdedes, var Biskop Matthias af Strengnæs, der mere end nogen anden svensk Mand havde arbeidet for Kongens Sag i de sidste Aar. Derpaa fulgte Biskopen af Skara, flere verdslige Herrer af det svenske Rigsraad, andre Adelsmænd, Stockholms tre Borgermestere og 14 af Byens Raadmænd samt en Mængde af de mest ansete Borgere. En Nordmand var ogsaa iblandt: det var Erik Knutssøn, en Søn af Knut Alvssøn, der var bleven sin svenske Stedbroder Sten Sture og hans Sag tro. Med ham udsluktes Mandslinien af den norske Roseæt, idet hans Broder Karl Knutssøn tidligere var falden i Kong Kristierns Tjeneste under Stockholms Beleiring. De følgende Dage fortsattes Henrettelserne. Under et stærkt Regnskyl førtes de aflivedes Blod fra Torvet, hvor de døde Legemer laa henslængte rundt i alle Byens Gader og Smug,
