saa hele Byen syntes lauget i Blod. Tredie Dagen ytrede Biskop Jens Beldenak til Kongen: “Her slagtes saa fort, Herre, at det volder stor Stank“. Kongen gav da Befaling til, at Ligene skulde føres bort, og Lørdagen den 10de November blev der opgjort et stort Baal udenfor Byen paa Sødermalm, hvor de henrettede brændtes. Sten Stures Lig blev opgravet og slængt paa Baalet, da han som Kjætter ansaas for uværdig til at ligge i viet Jord. Ogsaa Liget af et af hans spæde Børn, der var død Aaret i Forveien, behandledes paa samme Vis.
Dagen efter Blodbadet (8de Novbr.) udstedte Kongen et aabent Brev til alle Rigets Landskaber. I dette kundgjorde han kort og godt, hvad der var hændt. Den Straffedom, som var overgaaet de domfældte Kjættere, havde været retfærdig og maatte betragtes som et Nødværge, da det ellers havde været at befrygte, at hele Riget for deres Skyld vilde være bleven belagt med Interdikt. Herefter vilde han styre Riget i Fred og Ro og holde enhver ved Landets Lov og Ret.
Snart udstrakte Blodsudgydelsen sig over det hele Rige. I Finland i blev den gamle Hemming Gad, der med en Krigsstyrke var sendt derover, henrettet udenfor Raseborg Slot den 16de December. Flere andre fulgte ham i Døden. Men midt under alle disse blodige Optrin holdtes der paa Byens Raadhus af Borgerskabet en Fest til Kongens Ære i Anledning af, at Dronningen den 10de November havde født en Datter, der fik Navnet Dorothea.
Blodbadet i Stockholm har, Ære være Menneskeligheden, kun faa Sidestykker i Historien. Med Blodbryllupet i Paris, der fandt Sted 52 Aar senere, er det bleven sammenstillet; men til Trods for, at disse to Begivenheder har uhyggelig mange Enkeltheder tilfælles, overgaas det sidste dog langt af det første. Thi i Bartholomæusnatten var det jo den fanatiserede Pøbel, som gav sine Lidenskaber frit Løb. Til en Enkeltmands Verk at være har Kristierns blodige Voldsdaad alene Sidestykker i de forskjellige Udslag af de østerlandske Despoters Menneskeforagt, de sikuliske Tyranners Menneskefrygt og de romerske Cæsarers Vanvidsparoxysmer. I Grunden var ogsaa Blodbadet i Stockholm en Blanding af alt dette. Man har Aarsag til at tro, at Kongen i det Øieblik, han stadfæstede Bloddommen, maa have befundet sig i en paa det nærmeste ialfald utilregnelig Tilstand. For hans forvildede Sind maa det have taget sig ud som en Retfærdighedshandling, han maatte i bringe i Udøvelse. Saa meget sterkere falder derfor Ansvaret tilbage paa den Mand, som benyttede sig af Kongens Utilregnelighed til at give sine egne raae og vilde Lidenskaber frie Tøiler. Det var Didrik Slaghæk. Han benyttede sig af Kongens Svaghed til at gjøre ham til Medskyldig i den største af alle Forbrydelser, som endnu var øvet i de nordiske Lande. Da Kongen omsider var vaagnet af det Vanvid, hvori han havde været nedsænket, maatte hans onde Raadgiver lide den haardeste Straf, som Loven hjemlede.
