gav Kongen herigjennem Afkald paa en aarvis Indtægt af opimod 100,00 Gylden.
Ogsaa Kjøbstadsnæringen søgte Kongen ved forskjellige nye Paabud at ophjælpe. Forbudet mod Adelsmænds og Geistligheds Handel indskjærpedes, og al Haandverksdrift henvistes til Byerne. Ogsaa forskjellige Bestemmelser sigtende til at lette Laugsindretningens Tryk udfærdigedes. De vigtigste af hans Lovarbeider var imidlertid de to almindelige Love, den ene for Landet, den anden for Byerne, af hvilke den første fik Lovskraft henimod Udgangen af 1521, den anden strax over Nytaar det næste Aar. Særlig merkelig er den Bestemmelse i den almindelige Landslov, der gaar i Retning af, Vornedskabets Afskaffelse og Stavnsbaandets Løsning, idet han forbyder “slig ond, ukristelig Sædvane“ som “fattige Bønder og kristne Mennesker at sælge og bortgive som ufornuftige Kreaturer“. I Adelens Øine maa denne Bestemmelse have været en af de allerskadeligste Artikler i Kong Kristierns skadelige og fordærvelige Love, som efter hans Fordrivelse blev afskaffede og brændte. Først i Aaret 1788, altsaa næsten 270 Aar efter den Tid, lykkedes det Enevældet at løse Stavnsbaandet og give Bonden hans personlige Frihed tilbage. Ogsaa i mangfoldige andre Bestemmelser viser Kristiern sig at staa langt over sin Samtid. Saaledes havde han et aabent Blik for Vigtigheden af en ordnet Ungdomsundervisning, og han gav forskjellige Love, der tilsigtede en Forbedring af det bestaaende Skolevæsen, som paa denne Tid og længe bagefter lod meget tilbage at ønske. I sin Bog “om Børn at holde til Skole“ skriver saaledes den samtidige Kristiern Pederssøn: “Der ginge mange til Skole at lære 15 eller 20 Aar, og de kunde dog hverken tale ret Latine eller skrive god Danske paa deres eget Modersmaal“. Endda er det saa langt fra, at Kristiern Pederssøn har taget Munden fuld, at man meget mere maa antage, at den optrukne Grænse snarest maa regnes for snever. Skolegutternes Tiggeri for Hvermands Dør blev afskaffet, og hver den, som selv ikke havde Raad til at forskaffe sig lærd Skolegang, fik lade det være. Ogsaa for dem, som ikke skulde gaa den studerende Vei, som Kjøbstadsbørn og Bondebørn, blev Skolegang oprettet, hvorved de skulde indvies i Læse- og Skrivekunstens Begyndelsesgrunde. Den Sans for Almenoplysning, som Kongen herigjennem lagde for Dagen, ytrede sig ogsaa paa anden Vis. For Kristiern Pedersøns Udgave af Saxo Grammatikus, hvorved dette for Nordens Middelalders Vedkommende saa vigtige historiske Hovedverk frelstes fra Tilintetgjørelse, viste han stor Interesse. For Kjøbenhavns Universitet søgte han at vinde forskjellige fremragende Videnskabsmænd. Dansk var hans Modersmaal, og han skjøttede intet om at faa Breve paa Tysk fra Folk, der kunde udtrykke sig paa Dansk. Med sin omfattende Lærdom og med sit friere Syn paa Livet staar Kong Kristiern som en Repræsentant for Humanismen. I visse Henseender staar han ogsaa som en Forløber for Reformationen i Norden. Da Martin
