Maven, som en personlig Chikane, og at han, der altid bar sit Hjerte paa Tungen, har slaaet om sig med hadske Ord om sin Embedsbroder, tør vel ansees for givet. Den hele Situation maa under de raadende smaalige Forhold have været tilstrækkelig klar, saa at Skrædder Bach var fuldkommen paa det rene med, at han trygt kunde tillade sig en Smule Spøg med den bidske Prest. Faldt denne lykkelig ud, kunde den siden med passende Tilsætning af Krydderi afgive et kosteligt Underholdningsemne paa Kroen eller rundt om paa Verkstederne. Det var ham saare kjærkomment at faa Anledning til at sige Presten, som bortviste hans Søn, en Smule „Tak for sidst!“ Nu skulde denne blive dygtig lang i Ansigtet ved at se, at hans Forsikring blev gjort til Skamme, og at en Skrædder kunde slumpe til at være ordholden. Den Laattermildhed, som Konfirmationsungdommen i det afgjørende Øieblik lægger for Dagen, giver ialfald Rum for den Formodning, at heller ikke den har været helt fremmed for Spasen.
Søndag den 3. Oktober 1762 skulde de to Kuld, som Hr. Cornisch og Hr. Thulesius havde forberedt, frem paa Kirkegulvet.
Da det ringede for anden Gang, kom Hr. Cornisch til Kirken og begav sig ind i Kapitelet, hvor han en Stund var for sig selv. Han skulde denne Dag prædike, medens Hr. Thulesius skulde forrette Altertjenesten. Hver især af dem havde
