bringe, og jeg havde tænkt, at omendskjønt Hr. Thulesius selv ikke kunde vide det, hans grundige Prokurator burde vide det, at, naar man lader forkynde en vigtig Stevning, maa Kopi af den følge med; men denne Kopi er det, jeg nu igjen ærbødigst forlanger med Budet. Endelig maa Hr. Thulesius observere, at i denne Sag er ikke Qvæstio, om Bach har den fornødne Kundskab; thi dette er allerede i en hel Menigheds Paahør bevist; men 1) om Hr. Thulesius havde nogen Magt og Myndighed til at forbyde eller befale mig, som altid har et ustridigt og for nærværende Tid et dobbelt Fortrin for ham; 2) om han tvertimod . Konfirmationsforordningen maatte offentlig beskjæmme noget Barn den Dag; 3) at han ved sin vidtløftige og af en ond Kilde flydende Harangue har forarget mange og bedrøvet alle retsindige paa helligt Sted, som han gjør til sine Affekters Tumleplads, og ved saa hellig en Forretning. Jeg forbliver med vedbørlig Estime o. s. v.“
Dette høres jo noksaa grovt ud; men Hr. Thulesius, hvis Indlæg vi kun for en Del kjender, maa dog have været grovere endda.
Ved Provsterettens Dom, der afsagdes 14. Juni 1763, blev Hr. Thulesius for „hans uanstændige og forargelige Opførsel i Kirken“ dømt til at bøde til Akershus Stifts geistlige Enkekasse 20 Rigsdaler, et lignende Beløb til Justits-
