af de store Høitider for at takke for det Offer, han havde faaet. Velstandsfolk maatte, for at han personlig skulde aflægge Taksigelse, sende ham mindst en Rigsdaler. Men mindre kunde ikke gjøre det. Sendte nogen ham en Kurantdaler eller „Sletdaler“, hvis Værdi kun var to Trediedele af Rigsdalerens, gik han aldrig ind i Vedkommendes Hus, men stansede udenfor og skraalede ind gjennem Vinduet, saa det hørtes over hele Nabolaget: „Tak for den slette Daleren Jeres, Di!“
Sin almindelige Taksigelse for Offeret pleiede han ellers at aflægge ved Tolvprædiken hver Bededag. Engang fremsagde han sin Tak paa følgende ligesaa rørende som opbyggelige Maade:
„Man pleier at sige, at Prestesækken aldrig bliver fuld; men min blev ved det ydede Offer sidstleden ganske fuld, hvorved det skede, at jeg fik væltet 2de store Stene bort, der har været mig til megen Ulempe. Den ene af disse Stene var min Gjæld til min Nabo Kjøbmand Gjisti[1] og den anden en lignende til min anden Nabo, som af dette Offer blev betalte“.
Hvor meget der er sandt og hvor meget der er Bagtalelse i disse Anekdoter, lader sig vel nu ikke mere bringe paa det rene. Men aldeles sikkert er det, at han gjennem den senere Del
- ↑ Kjøbmand Jens Gjestad („Gjisti“ kaldet) var en rig Pebersvend, der længe mindedes som en hjerteraa Flaaer og en smudsig Gnier.