Kort efter Overfaldet paa Fredrikshald var Carl nær bleven fangen af de Norske, da han en Morgen tidlig var redet ud fra Torpum til Svinesund, ene ledsaget af Gardekapitain Köhler[1].
Ved Fredrikshalds heltemodige Forsvar var Faren vel for Øieblikket overstaaet, men Carl var ei den Mand som opgav en engang fattet Plan. Han ventede derfor kun paa Ankomsten af en Transportflaade, der skulde bringe ham de Kanoner og andre Fornødenheder, han tiltrængte, for at begynde en ordentlig Beleiring af Fredriksten. Men ogsaa i denne grundede Forventning blev Carl bittert skuffet.
Han havde, som før berettet ladet en saadan Transportflaade udruste i Gøteborg. Da Admiral Gabel, som
- ↑ Nordberg II 576.
Bruns Medvirken i et Andragende til Kongen fremkom med ugrundede Beskyldninger om P. Colbjørnsens og Borgerskabets Opførsel, optraadte Colbjørnsen ei blot som Forsvarer for sig og Borgerskabet, men gjorde Brun saa nærgaaende Beskyldninger, at en Kommission, bestaaende af Vicestatholder Kragh og General Lützow, beordredes at dømme i Striden. Da den ved Indlæg og Vidneforhør truede med at blive uendelig, bestemte Kongen efter Kommissionens Forslag, „at Striden paa begge Sider ophæves“, idet Brun fjernedes fra sin Post. I Rigsarkivet findes en Mængde Indlæg og Thingsvidner i denne Sag, der ere aftrykte i B. Moes Aktstykker til den norske Krigshistorie. Her oplyses blandt andet omstændelig Kampen i Fredrikshald fra Stykprammen, hvorom Smits Beskyldning dreiede sig.
