til Kongen af 25 Juli udbad han sig dog Besaling, om han efter foregaaende Raadførsel med sine Officierer skulde søge at angribe Fienden og fuldkommen jage ham bort fra Grændsen. Deraf blev Intet De Norske gjorde ikke engang noget Forsøg paa at bemægtige sig Sundsborg. Fiendtlighederne ophørte, og de Svenske foresloge en Udvexling af Fanger den 31 Juli 1716. I Sponviken sammentraadte Oberst Oetken, Schilling og Generalauditør Sverdfeger med den svenske Oberst Fuchs, Oberstlieutenant Nummens og Overauditor Gabriel von Seth. Man kunde imidlertid ei blive enig. De Norske forlangte, at Udvexlingen skulde ske efter Rullerne, saa at en Officier udvexledes mod en Officier, en Menig mod en Menig. De Svenske forlangte, i Følge deres Fuldmagt, at alle Svenske skulde udvexles mod alle norske Fanger, og at alle de Fanger, som ikke kunde udbyttes Mand for Mand, skulde betales med Penge eller med russiske Fanger. Følgen var, at ingen Udvexling fandt Sted[1].
Til Undskyldning for Lützows mærkelige Uvirksomhed maa dog bemærkes, at der under det hele Felttog var sørget hel stedmoderlig for de norske nationale Tropper, der ved at sammenligne deres Forsørgelse med de fra Danmark opsendte Krigsfolks fandt fuld Grund til Misnøie. Baade Officierer og Soldater vare enige i at beklage sig over den Behandling, som blev dem til Del. Deres ringe Løn og de knappe Levnetsmidler bleve dem ei engang ordentlig leverede; deres Klæder vare udslidte og sønderrevne, paa de fleste Fornødenheder havde man Mangel. Sygdomme begyndte at rase.
Den 1 August klager den arme Lützow sin Nød baade for Kongen og for Generalkommissariatet. Til det sidste beretter han, „at sandelig mere end Hælften af Tropperne forsmægter og ere syge, saa at de døe bort i
- ↑ Norske Saml. I 434.
