stor Mængde og Sygdommen dagligdags tiltager. Og hvad som mere er, de nationale Folk her af Regimenterne har nu begyndt at rømme over til Fienden, som vel aldrig har været hørt før, og ikke er for andet end af Hunger og Nød de lide.“ Som en Følge af, at Folkene ei saa deres Lønning anfører han, at Landdragonerne af Vaage og Lom, der vare stillede ved Fedtsund, have forladt sin Postering.
Endnu værre gik det med de opsendte hvervede Tropper, som dog bleve bedre underholdte end de nationale; thi da de formedelst Pengemangel ei fik sin Løn, rømte de saa stærkt, at alle Forposter maatte besættes med de Nationale „for at bevogte de opsendte Regimenter, at de ei skulde overløbe“. De Nationale fandt sig deri med Taalmodighed og Taushed medens de opsendte Tropper ved en slet Krigstugt opaade og ødelagde de norske Soldaters Husholdninger, ja behandlede deres hjemmeværende Familier ilde, medens de selv altid maatte staa i første Angreb og lide baade Hunger og Nød paa de langt og vidt adspredte Posteringer[1].
Disse Omstændigheder maa tjene Lützow til nogen Undskyldning for den ellers uforklarlige Uvirksomhed og Forsigtighed han viste, og som stod i skjærende Modsætning til den Virksomhed Mod og opoffrende Fædrelandskjærlighed som ei blot enkelte Mænd som Brødrene Colbjørnsen, men Folket i det Hele lagde for Dagen.
Kaste vi Blikket tilbage paa dette Aars korte Felttog, maa vi tilstaa, at det hverken var den danske Regjerings Foranstaltninger, eller Slotslovens Virksomhed eller Lützows Feltherredygtighed, der hindrede den krigerske Carl i at bemægtige sig Norge; men at hans Forsøg strandede dels paa Landets Beskaffenhed, der udsætter en Fiende for let at overrumples og afskjæres eller – sulte ihjel,
- ↑ Deichmann i Saga II 226–27.
