der med berømmelig Taalmodighed og Udholdenhed bare et Vinterfelttogs store Savn og Besværligheder, men selv de, som ei hørte til Hæren, kappedes om at gjøre Fienden al den Afbræk og Skade, de formaaede. Hverken Carls Mildhed eller hans Trusler formaaede at hindre Bønder og Borgere i at optræde til Forsvar for Arne og Fødeland. Han kunde hverken faa Almuen til, selv mod Betaling, at bringe hans Hær de fornødne Levnetsmidler eller betale de Paalæg som de Svenske fordrede, ikke engang Presterne til at offentliggjøre hans Bekjendtgjørelser. Naar de Svenske saaledes nødtes til selv paa de adspredte Bondegaarde at inddrive de fornødne Næringsmidler til sig og sit talrige Rytteri, fandt de som oftest Modstand. Overalt laa Nordmændene i Baghold, skjøde mangen fiendtlig Krigsmand og opsnappede næsten alle svenske Sendebud, hvorved de Norske bleve bekjendte med Fiendens Stilling og Planer. Forgjeves truede Carl i en Kundgjørelse af 19 Mai enhver „Snaphane“ med Galgen og hans Hjem med Brand, forgjeves afbrændte Svenskerne enhver Gaard, i hvis Nærhed der blev skudt paa dem. Dette gjorde kun Ondt værre, idet Nordmændenes Forbittrelse derved kun mere opflammedes. En Samtidig siger: „Det er bekjendt, hvor mange af Fiendens Folk der bleve nedlagte af Bønder overalt, som laa blandt Fjeldene og lurede paa dem; blandt Andre kom en Rytter i et Bondehus, hvor Ingen var tilstede uden tvende Smaadrenge paa 6–8 Aar, hvilke efter at Rytteren havde i Sikkerhed lagt sig til at sove, dristede sig til at tage en Øxe og dermed dræbte ham[1].“
Med Almuen kappedes Borgerne i virksom Fædrelandskjærlighed, hvorpaa vi have seet Beviser baade i Drammen og fornemmelig paa Fredrikshald. Med Bønder og Borgere gjorde Presterne Fællesskab. De vare
- ↑ Schrøder 72.
