Lützows paalideligste Kundskabsmænd om alle Fiendens Foretagender. Enkelte som Kapellan Abildgaard paa Asker tjente endog med Livsfare som Speidere og bragte ham personlig Underretning om Fiendens Styrke og Planer. At Sognepresten i Skjeberg Peder Rumohr ved sine Forestillinger fik den svenske General Ascheberg til ilsomt at forlade Landet have vi for hørt. Den samme Skjebne, som ramte Rumohr, var tiltænkt Hans Iversen, Sogneprest i Marker (Aremark), da de Svenske havde opsnappet hans Indberetning til Lützow. Til Lykke for ham var han just ved Annexet da Fienden kom til Prestegaarden for at gribe ham. Som Seierstegn toge de med sig en af hans Prestekraver. Med Ros nævnes ogsaa den residerende Kapellan i Berg, Lauritz Storm, der under Fare for Frihed og Liv meddelte Lützow nøiagtig Efterretning om Fiendens Stilling og Færd.
Vi have saaledes søgt at paapege Grundene, hvorfor selv en Carl XII denne Gang med stort Tab og uforrettet Sag maatte forlade Norge, og vi maa give den samtidige danske Prest Jørgen Friis Ret, naar han ender det Digt, hvori han beskriver denne Folkekrig, med de Ord:.
„Mod, Troskab, Tapperhed og hvad som giver Ære,
den hele Verden kan blandt norske Klipper lære.
Det var den Overskrift, som Kongen Landet gav,
og mangen Svensk i Aar har sandet i sin Grav.“
Faren for Norge var saaledes for denne Gang overstaaet, men Carl opgav ikke saa let en fattet Plan. De Norske maatte derfor være beredte paa et nyt Besøg.
Den 10 November 1716[1] holdtes i Christiania et Krigsraad, som bestod af Vicestatholder Baron Kragh, Generallieutenant Lützow, Generalmajor Cicignon, Brigadeer Wind, Oberst Oetken og Oberst Garmann, hvor 9 Forslag
- ↑ N. Saml. I 445.
