Skandse[1]. Her stødte de Svenske paa en Feltvagt paa 24 Mand under Lieutenant Ludvig Conders. Efter at have ladet give Fyr med alle sine Folk, „søgte han strax Skoven, hvor den tykkest var, saa han med sine Folk reddede sig.“ Ved deres Skud blev imidlertid Budde, som selv førte Kommandoen ved Stene, underrettet om, at hans Stilling var omgaaet, og at de Norske vare nær ved at overrumples og fanges.
Stene Skandse med sine Befæstninger blev nu til ingen Nytte. Ved den første Allarm lod Budde Kapitain Collins Dragonkompagni og det halve Livkompagni rykke imod Fienden, men da de saae de Svenske i stort Antal komme anrykkende, gjorde de ingen Modstand, men vendte tilbage i største Uorden. Oberst Meitzner, der med Reserven havde Kvarter udenfor Stene Forskandsninger, rykkede nu frem med 3 Kompagnier Infanteri og 1 Kompagni Dragoner og angreb Fiendens Fortrop. Dragonerne bleve kastede tilbage; men Meitzner havde stillet sit Infanteri bag en lang og stærk Skigard, indenfor hvilken de flygtende Ryttere fandt Frelse, medens det fiendtlige Kavalleri blev modtaget med tre saa vel rettede Geværsalver, at det holdt inde med videre Forfølgelse. Meitzner blev endnu staaende med god Holdning indtil Besætningen i Stene under den 66aarige Premierlieutenant Klüwer fik Tid til ad en anden Vei at trække sig tilbage til Gaarden Levringen, hvorhen da ogsaa Meitzner førte sine Folk i god Orden og forenede sig med Budde og Vauvert. En Del norske Dragoner, som vare henlagte langs Værdalselven, Nordvest for Stene, bleve vel afskaarne, men det lykkedes dem dog at slaa sig igjennem til Levringen med Tab af en Fane og nogle Folk[2].
