Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/127

Denne siden er ikke korrekturlest
–114–


At Generalmajor Budde kunde lade sig overfalde under de omhandlede Omstændigheder, er næsten ubegribeligt[1].“

Armfelt besatte nu Stene Skandse, opstillede sin Hær i Slagorden og lod lystig blæse i Trompeter og slaa med Pauker; men Budde følte sig for svag til at modtage Udfordringen. Han trak sig samme Aften Syd til Størdalen, og de Norske ansaa det for en stor Lykke at Armfelt ikke forfulgte den lille Seier, da „de norske Tropper vare faa adspredte, henved 30 Mile at regne, Elvene og Veiene tørre samt Elven ved Throndhjem saa liden, at den kunde rides over mange Steder, og Fæstningsværkerne og Skydset sammesteds i slet Stand[2].“

Armfelt slog nemlig Leir ved Stene og forblev her i 3 Dage medens han omhyggelig lod undersøge Egnen og den norske Hærs Stilling. Han indrettede Stene til Hospital og Oplagssted for de Krigsfornødenheder, som ventedes fra Sverige. Han sendte derpaa en Afdeling af sin Hær til Skaanes Skandse, Nord for Levanger, hvor

    Blandt de Norske udmærkede sig, saa fortæller Sagnet, Dragonen Stor-Ingvald. Efter at han i Begyndelsen af Træfningen havde mistet begge Fødderne, krøb han længe omkring og stak Folk ihjel, inden han blev dræbt. Han var en Husmandssøn fra Levringen. Klüwer 69.

  1. Meydell Mil. Tidsskr. XII 74. I sin Rapport af 16 Sept. (Norske Saml. II 549) undskylder Budde sig med, at, „som den usædvanlige lange Tørke havde gjort alle Elve, Myrer og onde Veie passable, saa kom og Fienden ned paa nordre Side Medieaasen og Suleelv imellem disse og Romsdals Forhugningers Besætning igjennem en tyk, muret og blød Vei og paa saadant et Sted, hvor aldrig Folk har passeret eller kunnet passere.“
  2. Carl XII var høist misfornøiet med, at Armfelt ei havde benyttet den første Skræk og bemægtiget sig Throndhjem. Carls Generaladjutant Grev Dohna blev derfor afsendt med fornyet Befaling til Armfelt: „at bryta igenom alla svårigheter, hvilket väl strax kunnat lyckas, om man i rättan tid sett sig visligare före och brukat mera drist än hlttils skett.“ Lundblad II 503.