de Norske havde samlet en hel Del Levnetsmidler for deres Krigsfolk, men som kun var besat med 80 Landdragoner under Kapitain Fredrik J. von Wahlen og en Hob Bønder under Befaling af to Invalider, den svage Kapitain Oldesløw og den gamle Lieutenant Hjort. Da den svenske Fortrop nærmede sig, sprang henved 60 Bønder over Pallisaderne og løb sin Vei. Resten blev vel, men da Kommandanten erklærede, at han vilde forsvare sig, raabte de forskrækkede Bønder „Nei,“ hvorfor han ogsaa besluttede at overgive sig. Wahlen gik selv ud af Befæstningen og leverede Nøglerne til Armfelts Generaladjudant Gotthard Marks von Würtemberg, der her anførte de Svenske. Besætningen bød Armfelt at reise hjem til deres Gaarde og passe deres Gaardsbrug. Han vilde ogsaa lade Kommandanten von Wahlen, der var en Liflænder, gaa hvor han vilde, „da han var gammel og lam paa den ene Fod,“ men han dristede sig ei til at blive i Norge, hvorfor han blev sendt til Sverige, hvor han døde i usle Omstændigheder[1]. En Del Proviant faldt ved denne Leilighed i de Svenskes Hænder og kom dem vel tilpas, da Forraadet hjemme var knapt og Transporten lang og besværlig[2].
Den lette Erobring af Stene og Skaanes Skandser vakte Misnøie blandt Thrønderne, der aabenbarede sig i Yttringer som: „Vi have slette Officierer, som ikke kan slaa Svensken. De passe ei paa ham, lade ham komme ind i Landet. I gamle Dage sloge Bønderne ham ihjel: nu kan ikke Krigsfolkene gjøre det. Vore Officierer og Soldater have nu ei Hjerte i Livet som i gamle Dage. Gid Roland eller Stærkodder havde levet! Det var Karle, som kunde slaa ihjel for Fode[3].“
