spurgte Provsten Peder Leth, hvad det var, som sortnede saa paa Søen? Han svarede: „at han ikke vidste det, men troede at det var Skyer.“ Obersten stod endnu en Stund og betragtede dem. Da udbrød han pludselig: „Det er, tusinde Djevler! ikke Skyer, det er Juten,“ sprang ud af Stuen, lod Trommen røre og ilede med de Folk, som samledes, til sine Baade, der laa paa den nordøstlige Side af Øen, for at undslippe til Skaanes Skandse. De Norske roede af alle Kræfter for at indhente de Flygtende, men naaede kun Kapitainerne Falck og Torne med 64 Mand. Disse gjorde ingen Modstand, men raabte kun: „Skyd ikke, kjære Herrer! giv os Kvarter!“ Obersten selv undkom, idet han med Kaarden i Haanden truede sine Folk til at ro af alle Kræfter. Soldaterne vare smaa og uanseelige Folk, der ikke kunde tale svensk[1].
For selv at iagttage Fiendens Foretagender i Skogn og Værdalen og om muligt at hindre hans videre Fremrykken, inden Throndhjem var sat i fuldkommen Forsvarsstand, efterlod Budde 4000 Mand og en Del Mandhusinger i Throndhjems By under Anførsel af Oberst Storm, medens han selv med Oberst Meitzner tog Stilling ved Vangs Kirke i Aasens Annex med 2000 Mand Fodfolk og 400 Dragoner. Paa Ytterøen stillede han 400 Mand under Oberstlieutenant Vauvert og ved Strømmen 300 Mand under Majorerne Aussig og Brun[2]. Ved udsendte Troppeafdelinger søgte han nu at hindre de Svenske i at inddrive Fødemidler under hele Oktober og derved vel ogsaa forsinke deres videre Fremrykken saa længe som muligt, indtil Sne og Kulde vilde vanskeliggjøre deres Fremskridt. Da Armfelt i Begyndelsen af
