let over. I Rennebu havde han ved Almuens Hjælp tænkt at gjøre en Forhugning; men efter Lensmandens og Sorenskriverens Beretning var kun een Mand at formaa til at fremmøde, hvorfor han ei kunde udføre sin Plan. Hestene vare ved den uophørlige Anstrengelse og Mangel paa Foder saa udmattede, at de knapt kunde bære sin Mand, men maatte ledes. Dragonerne bleve ogsaa syge, saa at 3–4 daglig døde, da de endelig naaede Gudbrandsdalen, og „jeg nu ei over 300 tjenstdygtige Mænd haver.“ De Menige, tilføier han, ere fulde af god Villie, men Orden og Disciplin mangler i høieste Maade og jeg har meget slette Subalterne[1]. Medens Generallieutenant de la Barre forfulgte Motzfeldt til Dovre, gik Armfelt selv med Resten af sin Hær ogsaa over Nidelven og drog langs Gulelven gjennem Melhus og Støren til Holtaalen.
Her besluttede Armfelt at lade sin Hær udhvile, medens Kapitain Långström, en fra Krigen i Finland berømt Partigjænger, med et lidet Frikorps skulde søge at trænge gjennem til de efterladte svenske Poster ved Stene og Skaanes. Forsøget mislykkedes. Da Långström, kun ledsaget af 6 Ryttere, efter en besværlig Reise kom til Hegre Annex i Størdalen, hvor han tog Natteherberge, samlede sig en Del Bønder i Omegnen. Da Långström om Morgenen skulde over Elven, blev han ramt af en gammel Bjørneskytters Kugle. I det samme han fik Skuddet, rev han en Pakke med Breve op og kastede den i Elven, hvorpaa han sank død om. En Bonde opfiskede Brevpakken, som han bragte Budde[2].
Armfelt fattede dog den Plan med sin Hær at
