stor Del tilsatte Livet. De havde nemlig om Aftenen slaaet Leir i en Dal ved Indsøen Øisanden, for at udhvile sig. For at faa opvarmet sig tændte de, af Mangel paa anden Brændsel, Ild paa deres Geværskjæfter, eller de stillede sig sammen i tætte Klynger. Ikke desto mindre, siger den svenske Feltprest Niels Idman, der selv var med paa Toget, fandt man disse Hobe staaende døde i den Stilling de havde indtaget, da man om Morgenen atter skulde bryde op. Til Ulykke for de Svenske var den ene af de norske Veivisere ogsaa om Natten ihjelfrossen, og den anden, den graahærdede Lars Østby, som de Svenske havde tvunget til at følge sig, da han var vel kjendt paa Fjeldene[1], havde besluttet med Fare for egen Frihed og Liv at bringe Fienden i Fordærvelse. „Da han mærkede at Storm og Snedrev føiede hans Hensigt, førte han Fienden fra Veien hid og did i Vildfarelse. De ulykkelige Svenske vankede nu frem og tilbage paa disse frygtelige Fjelde i samfulde 5 Dage, og deres Vei betegnedes med Hobe af ihjelfrosne Fodfolk og Ryttere, bortkastede
- ↑ Lars var vel kjendt paa disse Fjelde, da han fra sin Ungdom havde vandret om paa Skytteri og Fiskeri og aarlig fulgt de nederlandske Falkefængere, der pleiede at tage Herberge hos ham paa hans Gaard Østby. Han var just kommen fra Sæteren for at erfare, hvorledes det stod til hjemme, da de Svenske ankom og strax pressede ham til Veiviser, hvori han maatte finde sig, efter at have maattet se paa at svenske Efternølere plyndrede hans Gaard og slagtede hans Kreaturer. De Svenske, som mistænkte ham, for at han havde med Villie vildledt dem, førte ham med sig og sluttede ham paa Dufve Skandse i Bolt og Jern, hvor han nogle Uger efter døde, efter at han for en Ven, som af hans Kone var udsendt for at søge efter ham, havde fortalt sin Gjerning, „en Gjerning“, siger Emahusen, der kjendte Manden og meddelte Beretningen, „af en Underdan at vove heller sit Liv midt iblandt Fienden end at ville vise dem den rette Vei til deres Frelse, er værd at ihukommes.“ (Manuskript i Rigsarkivet).
