Vaaben og Bagage „Jeg saa,“ beretter Emahusen, som med norske Skiløbere efter Stormen kom op paa Fjeldene, „vel den ene Halvdel af Folkene og en Hoben Heste ligge døde paa Fjeldet og nogle 100 Heste omkringløbende med Sadel og fuld Eqvipage[1], hvilke kunde ikke andet end krepere[2]. Man kan tænke, til hvad Yderlighed Nøden gik, at da Fjeldet var bart uden Skov, havde paa nogle Steder den gemene Mand af Mangel for Brande eller Ved slaget Skjæfterne fra deres Geværer, lagt dem i en Dynge tilsammen og gjort Ild op deraf for at varme sig ved; jeg fandt sommesteds Folkene, ligesom de havde lagt sig omkring Ilden, døde. At ikke hele Hæren omkom, kan tilskrives, at der var paa den Tid liden Sne som sjelden indtræffer, da man kunde ride og gaa, hvor man vilde, uden Hinder af Sne.“ Under Omvankningen stødte endelig en Del jæmtelandske Soldater paa Enaelv, som de vidste flød ned i Jæmteland. En Afdeling fulgte denne Elv, medens en anden gik en kortere, men besværligere Vei over Snasahøgarne. Dette var sandsynlig de Soldater fra Jæmteland og Helsingeland, som Armfelt havde forsynet med Skier, som de vare vante til at bruge, og som han sendte afsted forud til Handøl med Befaling, at man skulde møde ham med Heste, Slæder og Sengklæder.
1ste og 2den Nytaarsdag skal henved 4000 Svenske have tilsat Livet og blandt dem Oberst Carl von Gerten, Overkommissair Werling øg Fortifikationskapitain Baron Oxenstjerna[3]. Armfelt, som var blandt de første, som gik tilfjelds, kom vel derfra med Livet, men tog Skade i Ansigtet af Kulden[4].
Efter utallige Besværligheder og med uhyre Tab
