Denne siden er ikke korrekturlest
–124–
naaede de forskjellige Partier endelig frem til Handøl, hvor dog en Mængde døde af Mangel paa Forpleining eller af Følgerne af Anstrengelsen. Mange bleve Krøblinger deres hele Liv[1]. De Norske gjorde en Del Bytte, hvoriblandt 6 Feltkanoner.
Inden vi slutte vor Beretning maa vi dog meddele nogle Oplysninger om Generallieutenant de la Barre, som vi forlode ved Dovre. Rygtet gik, at da han ei kunde følge Motzfeldt over Dovre, agtede han over Kvikne og Tolgen at drage mod Røraas. Her var en Skandse med en liden Besætning. Den norske Kapitain, som kommanderede her, blev bange, ødelagde Skandsen, opbrændte
- ↑ Fryxell XXIX 149. Beretningerne om de Dødes Antal er som sædvanlig høist forskjellige. Nordberg angiver de Svenskes Tab til 600 Døde, 200 af Kulden Beskadigede og 300 Syge. Bussæus og Hojer sige, „at af den ganske Hær neppe 500 kom uskadte tilbage.“ Hülphers i sin Jæmtelands Beskrivelse siger, at af de 7000 Mand, som fra Tydalen vilde marschere til Handøl, omkom det Halve. Fryxell XXIX 149 fortæller endog, at Armfelt kun med 1500 eller 2000 Mand naaedeHandøl. Blandt de Ihjelfrosne nævner Klüwer Generalmajor Zöge, hvis stærkt forgyldte Kaarde og Brevskaber bleve bragte til Budde. Da der i denne svenske Hær ei fandtes nogen Generalmajor Zöge, maa det være en Forvexling med Overkommissair Werling. En anden Ofsicier blev funden, hvis store Hund laa paa hans Bryst og levede endda, men vilde ei forlade sin Herres Lig, skjønt de Norske lokkede for den. Nogle Dage senere blev den funden død paa Liget. 5 Dragoner af Kruses Regiment, som vare fangne ved Sundlandsbro og havde fulgt de Svenske som Fanger, kaldte Armfelt for sig under Uveiret og sagde, at om de kunde redde Livet tilbage fra Fjeldet, saa havde de deres Frihed. De modtoge Tilbudet med Taknemmelighed og kom uskadte tilbage til Tydalen. De kunde ikke noksom rose den venlige Behandling, de havde nydt. Om dette skrækkelige Tog se Schønings Reise I 58, Klüwer i Minerva 65. 66, Bussæus 201 og Magasin for militair Videnskabelighed af Fibiger VI 594, hvor Beretningen dog ei er ganske paalidelig.