Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/146

Denne siden er ikke korrekturlest
– 133 –


syntes noget urolig, men var særdeles venlig mod Alle. Søndagsmorgenen havde han gjennemlæst nogle Papirer, som Feltmarskalst Mörner havde tilstillet ham, og som sandsynlig indeholdt Angivelser og Advarsler i Anledning af et Anslag mod hans Person. De havde længe ligget ulæste. Nu gjennemlæste han dem flygtig og stak dem til sig, men efter Gudstjenesten kastede han dem paa Ilden og overantvordede saaledes sine Modstanderes Navne til Glemsel. Han beholdt kun hos sig sin Bønnebog og Gustav Adolfs Portræt[1]. Saaledes i sit Hjerte forsonet med sine hemmelige Fiender, som han vel kjendte, men ei agtede paa eller frygtede, red han, ledsaget af Franskmændene Megret (Maigret) og Siquier (Sicre), ikke som sædvanlig til sin Hytte, men lige til Løbegravene, hvor han steg af Hesten for at se paa Arbeidet. Her yttrede han sin Misnøie over, at Arbeidet endnu ei var begyndt, og drev paa dets Fortsættelse. Ingeniøren Megret bad ham være rolig og lovede at overlevere ham Fæstningen inden 8 Dage. „Vi faa se,“ var Kongens Svar. Han begav sig derpaa ind i Løbegraven, ledsaget af de nævnte Franskmænd. Fra Fæstningen skjødes uafladelig paa Arbeiderne, saavel med Kanoner som fra den bedækkede Gang med Geværer. For klart at kunne iagttage de Svenskes Bevægelser og Nærmelse og gjøre dem det mest mulige Afbræk, lod Kommandanten ophænge Begkrandse paa Fæstningens Mure, som vendte mod Løbegravene, og desuden udkaste Lyskugler, saa at Løbegravene med deres Omgivelser vare klart oplyste[2]. I Anledning af disse For-

  1. Fant i Saml. III 195 og Lagerbring.
  2. Om Landsbergs Forberedelser til Fæstningens Forsvar se hans Rapport til Kongen i Top. Journ. IV 72. Landsberg, som med Reitzenstein og flere Officierer stod i Redangen for at se, hvad Virkning vore Bomber og Tranchéild udrettede, bemærkede, at Fiendens Arbeide mellem 9 og 10 ophørte, uden dog at ane Grunden.