anstaltninger fattede Carl Mistanke om, at Nordmændene vilde gjøre et Udfald. For selv at kunne give Agt paa Alt, hvad forefaldt, steg han op af Løbegravens Dyb paa den indre Afsats af Brystværnet med Hovedet og Brystet over dette, saa han uhindret kunde se baade Fæstningen og sine Folk, som arbeidede i Løbegravene, men ogsaa uhindret kunde rammes af de fiendtlige Kugler. „Dette er ikke Plads for Eders Majestæt. Kartætsker, Musket- og Kanonkugler have ikke mere Respekt for en Konge end for den simpleste Soldat,“ sagde Megret. „Vær ikke ræd,“ svarede Carl, „jeg er ikke ræd for mig, thi jeg beskyttes af Brystværnet.“ „Men Eders Majestæt benytter det ei til Værn,“ gjentog Franskmanden. Kongen svarede med at befale ham og nogle andre Officierer at se til Arbeidsfolkene ved Anlægget af en ny Løbegrav, men lovede senere selv at stige ned. „Lad ham være,“ hviskede de øvrige Herrer til Megret. „Jo mere man advarer ham, jo mere blotstiller han sig[1].“
Det led mod Klokken 9 om Aftenen, og Maanen var allerede staaet op. Kongen laa med Hovedet over Brystværnet med den venstre Haand under Kinden. Seet bag ham nede i Løbegraven havde 8–10 Officierer samlet sig og raadsloge om, hvorledes de skulde faa lokket Kongen ned fra sin farlige Plads. I det samme hørtes en Lyd som af en Sten kastet i Dynd, hvorpaa Kongens Hoved sank ned i Kappen og den venstre Haand gled ned, men Kroppen blev liggende i næsten samme Stilling som før. „Herre Jesus! Konungen är skjuten!“ udraabte Generaladjutant Kaulbars, idet han slog Lieutenant Carlberg paa Skuldren og bad ham at springe hen til General P. B. Schwerin og melde ham Ulykken. Megret drog Kongen i Kappen, men da han ingen Bevægelse fornam, udbrød
- ↑ Fryxell XXIX 133.
