Carl XII var ved sin Død lun 37 Aar gammel.
Da Carl var en saa overordentlig Mand, der endnu lever blandt vor Almue i mange Sagn og sættes ved Siden af Oldtidens Helte, ønske vistnok Flere, at høre Lidt om hans Person, Sindelag og Levesæt[1].
- ↑ Norske Sagn af A. Faye. I Christiania Universitets Samling af nordiske Oldsager findes en simpel Træstol, der benyttedes af Carl i hans Hytte bag Gyldenløve. Den tilhørte en fattig Enke i Tistedalen, der selv hentede den hjem igjen og solgte den til Bengt Eskildsen, der deltog i Felttogene 1716 og 18 og døde
om, at Kongen faldt ved Snigmord, for ugrundet. Rygtet gjorde Siquier til hans Banemand, og Mistanken fandt Næring, da denne under Sygdom i Sindsforvirring selv angav sig som Morder. I det tollstadiske Dokument, som udkom under Gustav III, anføres Grev Carl Cronstedt som den, der ladede Pistolen, og Magnus Stjernroos som den, der afskjød den, hvilket Cronstedt paa sit Dødsleie skal have bekjendt for sin Skriftefader Tollstadius. Flere Historikere, som Provst Wieselgren (i Fortalen til 9de Del af de la Gardieske Arkivet), Major Jenssen (Omarbeidelsen af Lundblads Historie), have ment og anført Sandsynligheds-Beviser for, at Carl faldt for en Forræders Haand. Den udmærkede danske Historiker Paludan-Müller er imidlertid (i Nyt hist. Tidsskrift I 1846) efter nøie at have undersøgt Vidnesbyrdene kommen til det modsatte Resultat, som vistnok er det rette. Ligesaa P. A. Munch „Den sidste Undersøgelse af Kong Carl XII Lig tilligemed Bemærkninger om hans Dødsmaade,“ i Tidsskriftet For Hjemmet II 385, Illust. Nyhedsblad VIII 161, Langes Tidssk. IV 317. Carls Skriftefader A. Rhyselius (siden Biskop i Linkøping), som fulgte ham til Norge 1718, yttrer i sin Dagbog: „Hvilken war hans baneman, det wet och dömar Gud, om den war Dansk eller Fransk. Svensk kan han ingalunda hafva warit; ty af sina undersåter hade den Konungen med högsta rått fri allmänn båda wördnad och kärlek, att ingen Konung slikan före honom haft, eller efter honom få kan. Ingen infödd i riket war, som icke af hjertat beklagade detta dödsfall med Jeremiä ord: Af wårt hufvud är kronan fallen. Ach we! att wi så syndat hafver (Threni 5, 16).“ Rhyselius Dagbog (Haandskrift).
