Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/152

Denne siden er ikke korrekturlest
–139–


Urokkeligt Mod, Standhaftighed, Selvstændighed og fast Tiltro til sin egen Kraft var fremherskende paa hans hele Livsbane. Fare var for ham et Ord uden Betydning og Uforfærdethed den eneste Rustning han vilde Krigeren skulde være iført. Naar han tilraabte sine Krigere „kom gossar!“ eller „kom bussar!“ var han selv den fremmeste i Striden. For Soldaterne var han en Fader, med dem delte han alle Krigens Farer og Savn, hvorfor de ogsaa elskede ham høit, ja næsten tilbade ham.

Uagtet dybt Alvor med Anstrøg af Tungsind hvilede over hans hele Væsen, var han dog mild, venlig og høflig, derhos streng retfærdig og gavmild. Ved sin stærke Villie vidste han ei blot at beherske Andre, men ogsaa sig selv og det varme Vasablod. Han var en afsagt Fiende af al Falskhed og Bagtalelse. Hans Løfter vare Kongeord, hvorpaa Enhver sikkert kunde stole[1]. Om sig selv talte han aldrig, om sine Fiender med Tilbageholdenhed og Anerkjendelse. Medgang berusede ham ikke, Modgang nedbøiede ham ei; thi han var besjælet af uhyklet Gudsfrygt. Gudstjenesten, Morgen- og Aftenbønnen forsømte han aldrig, og Biblen havde han allerede 1704 gjennemlæst 4 Gange. Omgang med Kvinder undgik han. Dagdrivere, Madkroge, Doblere, Spillere og Liderlige kunde han ei fordrage. Rædde Folk foragtede han, Videnskabsmænd skattede han. I Sind og Skind var han en egte Svensk, der skattede det svenske Sprog høit og almindelig talte det, skjønt han med Lethed kunde udtrykke sig paa Latin, Tydsk og Fransk. Sværdet haandterede han heller og bedre end Pennen. Han var kortfattet i Skrift, ordknap i sin Tale, men hans Yttringer vare som oftest

  1. Tartarchanen Mirsa sagde til Sultan Ahmed om Carl: „Det er en Konge, der kun fører eet Ord paa Tungen, men heller døer, end han fraviger det.“