Dristighed, at han ei blot med 100 Mand marscherer op til Fæstningens lille Port, hvor kun 2 Mand ad Gangen kunde komme igjennem, men selv gaar ind, ledsaget af 2 Søofficierer og nogle af sine fermeste Chaluproere. Han banker paa og gaar med Kaarden i Haanden lige ind i Fæstningen til Kommandantens Hus og raadte: „Hvad Djævelen nøler I efter? Hvi bier I med at trække ud? Ved I ei at Tiden er forløben efter Kapitulationen?“ Kommandanten blev forbløffet og istedetfor at bemægtige sig Vovehalsen med hans Ledsagere bød han de tydske Soldater først at rykke ud, hvilke Tordenskjold selv saa godt som drev ud med Kaarden i Haanden. Derpaa lod han sine egne Folk rykke ind og besatte strax alle Poster. Svenskerne droge strax efter ud med alle militaire Æresbevisninger, og Tordenskjold bevertede samtlige svenske Officierer paa det gjestfrieste ombord paa sit Skib, inden han under sikker Bevogtning sendte dem og deres Eiendom tilbage til deres Landsmænd. Tordenskjold lovede Dankwart, at hvis han vilde gaa med ham til Danmark, vilde han skaffe ham hos Kongen sin Herre en anseelig Pension for Livstid samt hans Døttre forsørgede efter ham, men Obersten afslog til sin egen Ulykke Tilbudet. Da han kom hjem til sine Landsmænd blev han stillet for en Krigsret, dømt fra Livet og i Oktbr. samme Aar halshugget, og en Del af hans underordnede Officierer bleve jagede ud af Tjenesten.
Man skal aldrig have seet Kong Fredrik saa glad som da han modtog Efterretningen om Marstrands og Carlstens uventede Erobring. Han opholdt sig i Leiren lige til Midnat i Selskab med alle Generalspersonerne. Ved Bortgangen tog han General Lützow naadefuld om Livet, og sagde blant andet: „I kan være forvisset, at vi ville bevise Eder og alle vore troe Tjenere al Naade og Belønning.“ Han roste ogsaa meget sin kjære Tordenskjold,
