standse; da Michelet var falden og Majoren styrtede med sin Hest, som var bleven lam, spredte de sig og Ingen agtede mere paa nogen Kommando. Efter at de vare komne over Elven, tog de alle Flugten.
Ved denne Flugt blev Kruses Stilling i høi Grad farlig, da han havde at kjæmpe baade med de Svenske, som vare komne under Kongens Anførsel ned fra Skattum, og med dem, som fulgte efter ham fra Riser. Mod en saa overlegen Magt kunde det kun være Spørgsmaal om at slaa sig igjennem eller at sælge sit Liv saa dyrt som muligt. Kruse, som efter Sagnet under Kampen skal have nedlagt 14 a 15 Mand, tabte dog hverken Modet eller Aandsnærværelsen. Understøttet af Liveskadronens Anfører Premierlieutenant Nostitz, sin Frænde, den tappre Kornet Magnus Christian Fritzner, og 2 Ordonantsofficierer gjorde han Holdt ved Broen, medens hans Folk trak sig tilbage over denne. Imidlertid samlede de Svenske sig, og Carl, hvem det vel ærgrede, at baade hans Svoger og hans Yndling vare haardt saarede, fornyede Kampen. Saa alvorligt gik det nu til paa begge Sider, at Udfaldet en Stund endog syntes uvist. Kruse skal i Kampens Tummel være stødt sammen med Carl, som med egen Haand siges at have nedlagt 5 Nordmænd. Slagsværdene susede over Begges Hoveder og Kongen fik et Hug i Armen, hvorpaa Kampens Trængsel igjen skilte dem ad[1]. Kort efter traf en Kugle Kruse i den høire
- ↑ Die europäische Fama 1716 beretter, at Kruse kom i Haandgemæng med Arveprindsen og med sin Pistol saarede ham i den Grad, at han strax derpaa faldt af Hesten, at Carl selv kort efter med sit Sværd vilde kløve Kruses Hoved, men at denne greb sin Pallask og med samme hug Kongen over Skulderen, hvilket Saar kunde blevet farligt nok, hvis Kongen et havde undveget det og en Anden havde betaget Hugget dets Kraft. Efter at have med egen Haand dræbt over 7 Svenske, „som formedelst hans ualmindelige Styrke ikke er at undres over,“ blev han fangen.
