Forespørgsel, om hvorledes det hang sammen, svarede han kun: „Wir sind repoussirt“[1] og ilede derpaa efter sine flygtende Folk. Kort efter kom ogsaa Lieutenant Nostitz af Livdragonerne ridende. Til ham raabte Emhausen: „Hvorfor søge I ikke at sætte Folkene?“ „Der Teufel kann sie setzen“[2], lød Svaret, og Emhausen fik selv Leilighed til at erfare, at naar der er kommen Skræk i Blodet, er det ikke let at standse Folk i Farten. Vel havde han strax beordret sine Folk at sætte Bajonetten paa, men da En af dem, idet man maatte gjøre Plads for de flygtende Dragoner, der vedbleve at skrige: „Fienden er over Jer!“ raabte Høire om! kastede Kompagnier sig ud af Veien ud paa den tilstødende blanke Is, hvor Nogle faldt omkuld, Andre tabte deres Randsler og en Mængde løb hen ad Isen. Under den pludselige Skræk, som havde grebet det thrykstadske Kompagni, raabte en af de sidste Dragoner, som red forbi: „Staa med Jeres Major! Djævelen fare i Jer, Fienden er ikke saa nær!“ Han leverede derpaa Emhausen sin Pallask, hvormed denne nu truede sine Folk, saa det endelig lykkedes ham, skjønt med stor Møie, at faa dem tilbage fra Isen og op paa Landeveien igjen. Da dette var skeet, fulgte Emhausen Dragonernes Exempel og vendte tilbage til Nordre Bunes, hvor Rytteriet endelig havde standset. Uden at holde noget Krigsraad trak de sig alle tilbage til det befæstede Basmo.
Imidlertid besatte de Svenske, som vi have hørt, Hølands Prestegaard, og da de erfarede, at der ogsaa laa norske Krigsfolk paa Rakkestadgaardene, Fjerding Nord for Prestegaarden, og de saaledes hvert Øieblik knade vente et nyt Overfald, samlede Carl sin hele Styrke paa Prestegaarden og opstillede sine Folk i 4 Afdelinger paa
