som den gamle General Hausmann havde foraarsaget ved at beordre nogle oplandske Kompagnier at rykke ned mod Grændsen, „saasom han uden al Grund frygtede for et fiendtligt Indbrud“; men endog selv reiste til Gudbrandsdalen paa Thingene. Ja han var saa vis i sin Sag, at da han kort efter af Slotsloven blev anmodet om strax at komme tilbage og holde sit store Amts Almue beredt, svarede han Vicestatholder Kragh, at det kun var „histoires faites à plaisir[1]“ „saasom vi ikke have os for nogen Fiende at befrygte“. Denne Anskuelse synes at have været den almindelige, selv, som vi have seet, hos Kruse, Brüggemann og Flere. Som et Skrækkens Budskab kom derfor Efterretningen om, at Brüggemann var overrasket, Kruse slagen og fangen, det hølandske Korps adsplittet og Carl selv kun 5 Mil fra Hovedstaden.
„Da dette Nederlag“, skrev Nobel til Kongen „blev os i Slotsloven meldt, blev baade hos Store og Smaa saadan Forfærdelse, at dersom Gud ikke havde forblindet Fienden, saaledes som han gjorde, nemlig at han den Dag og Nat, som var den 9de og Natten til den 10de, ikke havde opholdt sig paa Høland, som ikkun er 5 Mil fra Christiania, men alene flyttet sig 2 Mil længere ned i Bygden, da havde Norge staaet paa Spil. Men vor Herre, som vilde frelse Landet, lod Natten derefter og den ganske Uge siden igjennem falde saadan Mængde Sne tillige med Storm og Fog, at han nolens volens[2] maatte blive under Fjeldet“.
Ved dette Ophold til Slotsloven nogen Tid til at samle sig efter sin Skræk. Gamle General Hausmann, der var i Christiania, tilbød sin Hjelp, Varderne bleve antændte, Allarm blev skudt fra Akershus Fæstning, Trommen
