Orlov til at gaa hjem, men dette blev afslaaet. Andre gik op og ned paa Christiania Gader og raabte at de vilde have Nogen, som kunde føre dem mod Fienden, men der fandtes Ingen[1]. Endelig sendte man en hel Del af dem hen forat hjelpe til at anlægge og forsvare de Forhugninger paa Bagaasen, Bjøraasen og Gjelleraasen, der skulde hindre Carls Marsch mod Hovedstaden.
Medens de Norske besatte de nævnte Passer, som førte til Christiania, og forenede sine Stridskræfter i denne By, var Carl ei ledig. Kruses dristige og tappert udførte Angreb synes at have overtydet ham om, at Norges Erobring ei vilde blive saa let en Sag, som han efter Omstændighederne havde havt Grund til at haabe, og lært ham, at Forsigtighed ei var overflødig. Da baade Folk og Heste vare høist udmattede ved den besværlige Marsch og paafølgende heftige Kamp, og der desuden indtraf et stort Snefald, nødtes Carl til at lade sin Hær udhvile 2 Dage paa Hølands Prestegaard og omliggende Gaarde, medens han dog sendte Generaladjutant Gustav Frederik Rosen forud med 50 Ryttere for at bane Hæren Vei og undersøge de Norskes Styrke saavel ved Bagaasen, der ligger strax vestenfor Ellingsrud Mils Vei fra Christiania, hvor endnu findes Levninger af Forskandsninger, som ved Gjelleraasen, Mil fra Stalsberg og noget over 1 Mil fra Christiania, hvor der var gjort betydelige Forhugninger. Den 13 Marts om Aftenen
- ↑ Thelebønderne tog fat baade paa deres Amtmand og Foged (Melchior Høyer), fordi de vægrede sig for personlig at føre dem an, saarede den første i Skulderen og havde nær hugget istykker den sidste, hvis Nobel ei havde reddet ham og givet dem sin Stedsøn Testman til Anfører for et Kompagni Skiløbere. Major Rosenkrands tog Kommandoen over en anden Flok, og Fogden maatte med bange Hjerte følge Resten. (Nobel 142 jvf. Deichmann i Saga II 225).
