som indeholdt et Forraad af Byg og Havre, stukket i Brand den 21, og Gulvene i de Søboder, hvori Kongens Korn laa, bleve sønderhugne, saa Kornet løb udi Søen[1]. Den gamle General Hausmann lod ogsaa en stor Spaniefarer „Den hvide Falk,“ som laa paa Havnen og tilhørte ham, opbrænde, at den ei skulde falde i de Svenskes Hænder.
Den svenske Hær fandt saaledes nogle 1000 Læs Hø for sig i og om Christiania; den sandt Kvæg i Overflod hos Bonden og nogle 1000 Tønder Hvede, Rug, Byg og Malt paa Kjøbmændenes Pakhuse, ja de fandt endog paa Vicestatholderens Gaard paa Ladegaardsøen foruden Havre og andet Korn 400 Læs Hø og paa Byens Løkker Overflod af Hø og Levnetsmidler.
Den 22 Marts besatte de Svenske Christiania uden Modstand og begyndte at beleire Akershus, eller rettere sagt leire sig for Fæstningen, da de manglede Kanoner for med Eftertryk at beskyde den og fandt det betænkeligt at forsøge en Storm. Carl udstedte fra Christiania en Kundgjørelse, hvori han lover, at Enhver, som forholder sig rolig i sit Hjem og vender did tilbage, skal faa Ret og Beskyttelse, som vare de hans egne Undersaatter[2].
Vi have seet, at Slotslovens Medlemmer tilligemed en hel Del af Christiania Borgere og formuende Folk af Skræk for de Svenske havde forladt Hus og Hjem. En hæderlig Undtagelse gjorde Skipper Hans Hansen Heitmann. Han begav sig op paa Fæstningen og tilbød Kommandanten sin Tjeneste som Artillerist, da han som gammel Sømand var vant til at haandtere Kanoner. Under hele Beleiringen betjente han nu Batteriet ved Mynten, hvorfra Store-Voldgade (nu Kirkegaden) bestrøges,
