uvelkomne Gjester, men da afbrændte de Svenske almindelig den nærmeste Gaard. Dette forøgede imidlertid kun Forbittrelsen, og de Svenske led adskillig Skade af dem, men især af Skiløberne[1]. Engang red Kongen selv ud og det et temmelig langt Stykke fra Christiania, kun ledsaget af nogle Officierer. Strax samlede sig en Del Bønder, som bag Buskene gave sig til at skyde og derpaa løb ind i Skoven. Kongen lod nogle af sit Følge sætte efter dem, og de medførte nogle af dem som Fanger til ham. Efter at han havde gjort dem nogle Spørgsmaal, lod han dem give hver sin Dukat og formanede dem med naadige og venlige Ord til aldrig at tage sig saadant for, som ikke hørte til deres Syssel; thi havde de nu gjort nogen Ulykke, skulde de allesammen være blevne hængte. Dermed fik de gaa sin Vei[2].
Da Carl den 18 Marts forlod Moss for at angribe Christiania, havde han, som før fortalt, efterladt Oberstlieutenant Weinholtz med nogle 100 Mand for at dække en hel Mængde Fødemidler og andre Krigsfornødenheder,
- ↑ Peder Abildgaard, Kapellan hos Sognepresten i Asker, Søren Michelsson, overtog det farlige Hverv jevnlig at underrette Lützow om Fiendens Mængde, Stilling og Foretagender. Nogle Gange vovede han sig med Livs Fare gjennem Skove og øde Steder for mundtlig at meddele Generalen de fornødne Efterretninger. (Gjessings Jubellærere III 265, hvor hans Levnet findes).
- ↑ Nordberg II 565.
