Hidtil havde Selmer holdt sig ganske rolig i sin stærke Stilling ved Gjellebek. Ved Begyndelsen af April begyndte der at blive mere Liv i Alt[1]. Om det lykkelige Udfald af Overfaldet paa Norderhov eller en Ordre fra Kongen har været Aarsag hertil, er uvist. Det sidste er dog sandsynligst; thi først i April bragte Søkapitain Peder Wessel (siden Tordenskjold) paa sin Fregat Hvideørn op til Norge Generalmajor Grev Sponneck, Oberst Løvenørn, Oberst H. Huitfeldt og nogle Kapitainer, som skulde bruges ved de i Norge værende Regimenter[2]. Ankomne til Bragernes reiste de derfra til Gjellebek, hvor Generalerne og Obersterne daglig raadsloge om Felttoget. Den 5te April reiste Løvenørn over Staværn tilbage til Kjøbenhavn[3] og en Dagstid efter Sponneck til Fredrikstad for at afhandle den nye Krigsplan med Oberst Kragh og de øvrige norske Chefer i Fredrikstad, hvorpaa han vendte tilbage til Gjellebek. Planen synes at have været den, ei alene at hindre Carl i at udsende lignende Partier som Løwens, men at indslutte ham selv og afskjære ham al Forbindelse med Sverige.
For at naa dette Øiemed maatte man besætte med
- ↑ 10 April klager Lützow til Slotsloven over, at man savner den fornødne Equipage (Udrustning) for Officiererne under et Vinterfelttog, og den 15de andrager han om, at Weinholtz og de øvrige Fanger fra Moss maa sendes til Jylland, da Christianssand, Laurvig og Tønsberg ere belæssede med Fanger (Rigsarkivet).
- ↑ Hvideørn ankrede paa Dramsfjorden 31 Marts.
- ↑ 8 April kom Løvenørn igjen ombord paa Tordenskjolds Fregat, som den 9de heisede Seil. Rothe II 23.
