betydelig Forstærkning, det svenske Korps paa Moss var ødelagt, Ascheberg var flygtet, Isene vare optøede, Veiene næsten ufarbare, Oberst Schøller havde forenet sig med de oplandske Bønder under Stockman og opstillet et stærkt Korps bag Nitelven, og endelig samlede Grev Sponneck et anseeligt Korps i Fredrikstad for at afskjære de Svenske. Under disse Omstændigheder raadede samtlige Generaler til Tilbagetog, men Carl vilde nødig dertil[1]. Imidlertid sendte han Lieutenant Dahlfelt, der var godt kjendt og talte Norsk som en Indfødt, afsted for at faa Besked om hvorledes det var gaaet Delwig. Han udgav sig for en dansk Ofsicier og spillede sin Rolle saa godt, at en Prest, som han besøgte, endog viste ham Breve, som hans Svoger, der tjente under Lützow, havde skrevet, og hvori denne ei blot havde omtalt den norske Hærs Stilling og Styrke, men og de Norskes Plan at indeslutte de Svenske i Christiania. Dahlfelt reiste med denne Besked til Onstadsund, som han i Hast besaa og fandt der to store Tømmerstabler o. m., hvoraf Flaader kunde gjøres til Overfarten. Ad en Omvei vendte han tilbage til Kongen med disse vigtige Efterretninger[2].
Lützow, som havde faaet Forstærkning, forlod endelig
- ↑ „Det var noksom bekjendt,“ siger en Samtidig, „at de Fiendtlige, baade Officierer og Soldater, spaaede sig selv den Skjebne, at ei en Sjel af dem kom fra Norge igjen. Ja en Del af de høieste Officierer insiunerede sig hos godt Folk af Vores, at om de bleve fangne her, at de da vilde handle vel med dem, da de vidste selv, at de ei havde været saa slemme Fiender, som og sandt var; thi hvad der blev plyndret og ilde handlet, var aldeles ikke med deres Konges Villie og Videnskab, og de smukke og skikkelige Officierer fik Intet og ei heller noget deraf vilde have; men deres General og Krigskommissær Mörner var en slem og gjerrig Mand saavelsom nogle andre Officierer. De berigede sig overmaade“. Grüner 104.
- ↑ Nordberg II 566.
