sin Stilling paa Gjellebek og nærmede sig Akershus. For at afskjære og om muligt fange de 500 svenske Dragoner, der stode ved Ravnsborg, anmodede han Admiral Gabel om at lægge et af sine Krigsskibe ved Lysaker Bro. Fregatten Vindhunden under Kapitain Grib blev ogsaa indvarpet op imod Broen, men ved et hurtigt Tilbagetog undgik de Svenske den truende Fare med Tab af nogle Soldater og en Kapitain, som mistede et Ben. Inden de forlode Lysaker, hvor de havde bevaret en Del af sit Bytte, tændte de Ild paa Gaarden og opbrændte hvad de ei kunde medføre. Derimod gave de sig ei Tid til at afkaste Lvsakerbroen af Frygt for at indhentes af de Norske, som næsten samtidig vare opbrudte fra Gjellebek og samme Aften kom til Lysaker. Broen blev istandgjort og Lützow nærmede sig med sin Hær, som nu bestod af 6–7000 Mand, Akershus, hvor man samtidig med 27 Kanoner skjød 3 Gange Seierssalut for de Danskes Erobring af Wismar. Mellem hver Gang blev der af 3000 Mand fyret med Musketter. Denne stærke Skydning, hvis Aarsag de Svenske ei vidste, blev af dem anseet for et Signal til et almindeligt Angreb. Under disse Omstændigheder havde Carl intet Valg, men brød samme Nat op fra Christiania. Han sendte Lieutenant Dahlfelt forud med 12 Mand. Ham fulgte Generalmajor Magnus de la Gardie med 200 Ryttere, saa Kapitainen ved Livgarden Grev Arvid Posse med alle Syge og derpaa Generaladjutant Thure Bjelke, som var bleven Oberst, med sit Regiment.
Ved Opbrudet vilde Carl selv anføre Bagtroppen; men Generalmajor Hugo Hamilton, som frygtede for at Kongen skulde indlade sig i Fegtninger, der vilde hindre Tilbagetoget, sagde til Kongen: „Ers majestät forstår sig endast på att gå framåt och har ingen erfarenhet om huru en motsatt rörelse bör ledas. Jag anhåller
