om befalet öfver eftertroppen och tror mig då kunna ansvara for härens räddning.“ – „Välan,“ svarede Kongen gör så och gif mig Undervisning ochså i detta krigssätt[1].“ Toget drog nu i Hast over Ekeberg for betimelig at komme over Glommen ved Onstadsund. Det var ogsaa paa høi Tid. Lützow med 6–7000 Mand fulgte de Svenske i Hælene; Generalmajor Cicignon marscherede fra Fredrikstad ned 2000 Mand langs Glommen, medens samtidig (1 Mai) Generalmajor Sponneck og Oberst H. Huitfeldt med 1500 Mand og en Del Bønder brøde op fra Moss og Oberst Schøller, som med 1200 Mand stod ved Nitsund, ogsaa satte sig i Bevægelse for at forfølge de Svenske. Oberst Huitfeldt havde saaledes vistnok Ret, naar han i en Skrivelse til Kongen fra Moss af 1 Mai yttrer det Haab, „at Fienden næst den allerhøieste Guds Bistand ikke saa lettelig undkommer, idet han har mange Passer og vanskelige Steder at passere og han er nu saa godt som midt imellem os, at vi tænker ham ved Guds Bistand paa alle Sider at angribe og meddele de Traktementer, som ubudne Gjester tilkomme[2].“
Den svenske Generalmajor Schommer med flere Officierer indsaa tilfulde Faren og yttrede aabenlyst, at Onstadsund vist vilde blive deres Gravsted; thi da Færger og Baade vare dem fratagne kunde de ei forestille sig, at de med Fred kunde komme derover. Det lykkedes dog, da de i Hast besluttede sig til af det meget Tømmer, som der var opstablet, at forfærdige sig Flaader til at sætte over med[3].
Om denne mærkelige Overfart beretter Nordberg[4]:
