Da Carl med sin Hær kom til Onstadsund, saa han paa den anden Side, der hvor de Svenske skulde stige iland, en fiendtlig Postering af 500 Dragoner regulært Mandskab og en anseelig Hob norske Bønder. Ved at lande lidt ovenfor kunde Carl undgaaet Sammenstødet, men han vilde ei tillade, at man skulde troe, at han var bange for dem, hvorfor han bød 100 Mand af Dalregimentet at gaae over ligemod det Sted, hvor de Norske havde opkastet 2 Batterier, et lige ved Stranden og et høiere oppe. Til Anfører satte han Kaptain Gustav Rutensparre. Denne besteg en liden Pram, bemandet med 6 Mand, og satte med den i Spidsen ligemod Fienden. 2 af hans Mænd bleve saarede, men med de øvrige fattede han selv femte Post og stod stille, indtil han havde faaet 40 Mand til. Idet han saa sig om efter flere Folk, fik han se Kongen og Oberstlieutenant R. Fuchs i en liden Pram at stevne mod Landet. Han besluttede da at gaa paa med de faa Folk, han havde, og blev overrasket ved, at Fienden uden nogen særdeles Modstand forlod sin fordelagtige Stilling. Strax Kongen kom iland, tog han nogle Mand med og forfulgte Fienden Fjerdingsvei. Saaledes kom den hele Hær over med Tabet af een Mand og en Del Heste, som druknede.
Da den sidste Overfart skede, kom nogle Danske frem af Skoven og gav en Salve paa Bagtroppen, som Generalmajor Hugo Hamilton anførte Derved bleve to Mand let saarede.
Paa een Dag havde de Svenske naaet Onstadsund. Ved Christiania var Lützow den 1ste Mai lige ind paa
sig over, at Fiendens Tropper ei bleve angrebne, efter at de første Regimenter vare over; men Lützow maa have havt sine Grunde, at han lod Carl og hans Armee rolig marschere til Svinesund.“
