Savn end hine, og derhos deres Gaarde og Gods vare ødelagte og borttagne af Fienden[1].
Da de Svenske trods alle onde Anelser og Forventninger lykkelig vare komne over Onstadsund, delte Carl sin Hær for at kunne skaffe Folk og Heste Underholdning. Den ene Del lod han tage den nordre Vei til Rødenes, medens han selv med Hovedhæren drog Syd til Edsberg, hvor de ankom den 3 Mai. Medens han lod sin udmattede og forhungrede Hær holde flere Hviledage og forsyne sig med Fødemidler til sig og sine forsultede Heste, saa godt som de kunde i et allerede udsuget Landskab, hvoraf en stor Del af Beboerne vare flygtede med sit Kvæg og anden Eiendom over Glommen, tog Carl selv Kvarter paa Prestegaarden, hvor han opholdt sig 3 Dage. Han laa i Presten Hans Smiths Dagligstue som sædvanlig paa Halm. Engang besøgte han Presten paa hans Studereværelse i øverste Stokverk, men da han skulde gaa ned igjen af en steil Trappe, som førte til Dagligstuen, raadede Presten ham at gaa baglænds for ei at falde i sine lange Sporer. Kongen fulgte Raadet og sagde: „Tak, kjære Pastor! I er dog en ærlig Prestemand. Jeg kunde ellers snart brække Halsen[2].“
Medens Kongen holdt Hviledag, ankom Oberst og Generaladjutant Albedyhll med Brev fra Delwig, hvori han meldte, at han lykkelig havde udført sit Erinde og var kommen tilbage over Grændsen med det smaalandske Kavalleri, Østgöta Infanteriregiment og Enkedronningens Livregiment, og at Strömstjerna allerede var kommen til Dynekilen med sin med Krigsfornødenheder ladede Flaade, samt at man arbeidede paa Bryggen over Svinesund.
Dette var et Glædesbudskab, som Carl og hans Hær
