Heldigere vare derimod de Norske paa et Streiftog
over paa den svenske Side (Vigsiden), hvor Colbjørnsens
Friskare i Forening med nogle Soldater under Even Kraft
bortsnappede 111 svenske Transportheste, et Par Soldater
og 22 Trosknegte, som de derpaa paa deres smaa Pramme
førte ind til Fredrikshald[1].
Disse Tildragelser vare imidlertid kun ubetydelige Forspil paa det blodigste og mærkeligste Sammenstød i den hele Krig, nemlig Carls Angreb paa Fredrikssten og Fredrikshald. Det havde været hans Agt at bemægtige sig den stærke og vigtige Bjergfæstning ved en ordentlig Beleiring, og han ventede kun paa en stor Transportflaade, der skulde bringe ham de fornødne Kanoner. Medens han utaalmodig ventede paa sammes Ankomst, underrettede en norsk Overløber Kongen om, at en stor Del af Fæstningens Besætning ei laa oppe paa Fæstningen, men udenfor samme og i Byen, og at det saaledes ei vilde være umuligt ved et pludseligt Overfald at afskjære en stor Del af Besætningen fra Fæstningen.
Besætningen paa Fredriksten bestod, som vi for have hørt, af 900 Mand, hvortil kom de 300 Thrøndere under Landsberg. Ved det paa en steil Klippe liggende Fredrikstens Fod ligger Fredrikshald, der ved Tistedalselven deles i to Dele, hvoraf den søndre ligger lige under Fæstningen. Ved Borgerskabets og fornemmelig Colbjørnsens Bestræbelser var ogsaa Byen bleven lidt befæstet med Pallisader, og Broen over Elven var i en Bredde af 12 Alen afskaaren. Til Sikkerhed for, at Fæstningen og Byen ei skulde overraskes var der udstillet en Vagt paa 24 Mand under Lieutenant Grabow af det throndhjemske Regiment. Til Forsvar for to Batterier,
- ↑ I Anledning af Hestenes Salg og Byttets Fordeling opstod der en heftig og langvarig Tvist mellem Friskaren og dens Anfører Peder Colbjørnsen og Kommandanten Brun, se Moe I 63.
