Efter en varm Dyst, hvori han fik mange Saarede og Døde, blandt hvilke Kaptain Calnein, og efter at han selv havde faaet et Saar i Armen og sin Hest skudt under sig, maatte ogsaa han vige. Da han paa sit Tilbagetog kom paa Torvet, forsøgte han atter at gjøre Modstand, men da han saa, at den var forgjeves, trak han sig med sine faa overblevne Folk ned til Kongens Brygge, hvor de fleste af hans Soldater dels bleve dræbte, dels fangne, og han selv fik et Saar i Laaret. Han reddede sig med nogle Faa ud i en Baad, og kom over til Sørhalden, hvorfra han over Knardalsfjeldet kom op paa Fæstningen[1].
Klokken 4 om Morgenen bleve de Svenske Herrer over Valpladsen, men Kampen fortsattes, da Fæstningens Kanoner under Ledelse af „den mandhaftige og berømmelige“ Kapitain Reitzenstein nu begyndte at bestryge Byens Hovedgader, medens saavel Fæstningens Bomber som Kugler fra Stykprammen og Huitfeldtsholmen gjorde Tværgaderne ikke mindre farlige. Flere Borgere skjøde ogsaa fra Vinduer, fra Kjeldere og fra de steile Fjelde, saa de Svenske tabte mange Folk. Carl forlangte nu 4 Timers Vaabenhvile for at begrave sine Døde, men fik Afslag, idet Kommandant Brun efter Samraad med Borgerskabet[2] ved Bomber søgte at stikke Byen i Brand.
Carl havde taget sit Kvarter i Kjøbmand Walckers Hus (hvor det Ankerske Arbeidshus nu staar) ligeover for Peder Colbjørnsens Hus paa Hjørnet af Kirkegaden og Borgerskandsgaden. Da Peder Colbjørnsens Søster Maria,
- ↑ Skjønt saaret begav han sig strax ud paa Batteriet Langelinien for at være Vidne til Kampen og opmuntrede Enhver til at gjøre sit Bedste. Her sad han, indtil han af sine blødende Saar sank afmægtig om. Rist 92.
- ↑ Førend Angrebet skede, havde Brun havt et Møde med det samtlige Borgerskab paa Byens Raadstue, hvor det besluttedes i Nødsfald at stikke Byen i Brand. Schrøder 79.
