Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/98

Denne siden er ikke korrekturlest
–89–

stor Del Kvinder, Børn og Andre i største Hast flygtet dels ud paa den tæt ved Byen liggende Sauø, dels ud til Hans Colbjørnsens Gaard Eskeviken. De Forsvarsløse anmodede Hans Colbjørnsen og Kjøbmand Jens Munk om at anholde hos den ædelmodige svenske Konge om Beskyttelsesbreve. De begave sig ind i Byen med Stadsmusikanten foran sig, der blæste i Trompet. De fremstillede sig for Kongen i Walckers Hus og fremførte deres Andragende[1]. Kongen spurgte om deres Navne, og da han hørte samme, saa han stivt paa Hans Colbjørnsen og befalede, at begge skulde blive i Arrest hos ham. Kongen gik derpaa frem og tilbage i Værelset, trak sit Sværd halvt ud af Skeden, stødte det derpaa haardt ned igjen og sagde med barsk Ansigt: „Det kommer ikke an paa at tage nogle Heste[2],“ bebreidede Colbjørnsen og hans Broder, at de, skjønt de ei stode i virkelig Krigstjeneste, dog stedse havde øvet Fiendtligheder mod ham og tilføiet ham megen Skade. Truende tilføiede han: „Nu skal han undgjelde for Altsammen.“ – „Naar Fienden falder ind i Landet,“ svarede Colbjørnsen rolig, „er hver Undersaat Soldat. Desuden har jeg ei gjort andet end hvad Pligt og Troskab mod min Konge udfordrer. Jeg fortryder det ikke, hvad der end skal vederfares mig.“ I det samme faldt en af de mange Bomber, der vare rettede mod Huset ned i samme og slog nogle Bjelker itu, saa Splinterne fløi om de Tilstedeværendes Øren. Alle faldt omkuld, men Kongen var den første, som igjen reiste sig, og spurgte, om Nogen var saaret. Han var selv truffen i Ansigtet, saa at han blødte stærkt. Jens Munk havde ogsaa faaet et Hul i Hovedet og et Saar i Armen[3].

  1. Rist 94.
  2. A. Colbjørnsens Fragment.
  3. Gjessing IV 333, hvor der ogsaa berettes, at Colbjørnsen med sit Lommetørklæde tørrede Blodet af Kongens Ansigt, og at