Hermann.
Naa, er det du, Trond, som er ude og gaar.
Ja, eg gjekk her og saag ut yver Aakrarne. Eg tykkjer, d’er ein Hugnad aa sjaa paa Grødet, kor vænt og fagert det stend paa Marki.
Ja, det kan ikke negtes, her staar et vakkert Grøde. Faa vi nu bare en god Høst, saa vil der blive noget af dette.
Det er no allstad vænt med Vokstren i Aar; men so er det daa ingenstad slikt som her; det syner seg der, som er Folk, som kann driva Jordi paa rette Maaten. (Avsides). Eg lyt no gjøla noko-litet.
Aa ja, det skulde man tro; men imidlertid har jeg dog ikke seet den Fremgang, som jeg ventede, der maa være noget galt med Jordbunden, hvad det nu kan være. Jeg syntes meget godt om dette en Tid, men nu ønsker jeg næsten, at jeg ikke havde befattet mig dermed. Disse Smaabefordringer due ikke til noget; man burde gjøre noget stort; men dertil behøver man Penge, eller rettere sagt: en Kapital, og saadant er ikke saa let at opdrive.
Det er no so med dette Jordbruket. Det vil myket til, og so er det so myki Umsut med di ogso. Men um de no vardt trøytt av all denne Umsuti, og de daa vilde nave ein Hjelpar, som kunde nava nokot til
