aa leggja attaat, so vilde de visst ikkje standa uppraadd fyre det. Der er fulla dei, som vilde vera glade og fegne, naar dei slapp inn i eit slikt Rom.
Hermann.
Det var maaske det bedste at lave det saaledes. kar tænkt paa det; men jeg har ikke rigtig bestemt mig endnu.
Trond.
Det er sant, — um eg skulde vera so djerv aa spyrja: Heve de tenkt nokot paa det, som me talane um no sidst?
Hermann.
Naa, du mener vel dette her med min Datter? Jo, jeg har rigtignok tænkt paa det; men i slige Ting maa man give sig Tid og betænke sig vel. — Men du har jo selv talt med hende; veed du nu, hvad hun selv synes om det?
Trond.
Eg er ikkje viss paa det; men eg tenkjer no so, at ho vil fyrst høyra, kvat de vil sjølv, og sidan vil ho retta seg etter di.
Hermann.
Ja, ja, saa kan vi forhandle denne Sag en anden Gang. Jeg skal tale med hende derom.
Trond.
Det var myket snildt. Og um eg daa torde tenkja so stort, at de vilde telja henne til og leggja eit godt Ord til fyre meg, so skulde eg vera rett inderlege glad. Men no torer eg ikkje hefta dykker lenger denne Gongen. Far vel! (Gjeng).
Hermann (aalsine).
Aa jo, nu er han da ilin og høflig nok. Det er ellers pudsigt at høre, hvorledes disse Stympere stræve