drikke “til maade”; men afholdsarbeidet er i sin inderste
grund bygget paa kjærlighedsbudet: du skal elske din
næste som dig selv. Det er et menneskekjærlighedens
arbeide, der gaar ud paa at komme de stakkels mennesker
til hjælp, der lider saa forfærdelig paa grund af
drukkenskaben med dens sørgelige følger. Vi har efter
Guds ord, ikke alene ret til; men det er endog vor kristenpligt
at forsage ting, der i og for sig selv kan være
tilladelige, om vi ved saadan forsagelse kan være nogen
broder eller søster til hjælp. Berusende drik er vel en
Guds gave; men man kan bruge Guds gaver paa en saadan
maade, at det blir baade en selv og andre til fordærvelse.
Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt
(1 Kor. 6, 12). Kjød er en Guds gave, men apostelen
Paulus siger, at han til evig tid ikke vil æde kjød, at
han ikke skal forarge sin broder (1 Kor. 8, 13). Han
siger ogsaa: Det er godt ikke at æde kjød eller drikke
vin eller gjøre noget, hvorved din broder støder sig eller
forarges eller bliver svag (Rom. 14, 21). Foragtede
Paulus Guds gaver kanske? Er det en kristen pligt at
nyde berusende drikke? eller er det synd af frivillig
kjærlighed at holde sig derfra? Har man ikke frihed
til selv at give afkald paa det berusende bæger? og er
det ikke ret at advare andre mod dets forførende magt?
Guds ord giver tydelige svar herpaa for den, som læser
det uden fordom og med et oprigtigt ønske om at gjøre
alt til Guds ære og næstens bedste.
Der er fornemmelig to ting, som gjør, at drukkenskaben
er bleven saa almindelig i den nyere tid, og som
