derfor ogsaa gjør afholdsarbeidet saa meget mere nødvendigt, og det er — først opfindelsen af spirituøse, distillerede drikke, og dernæst saloonen. Som før paavist, var ikke spirituøse drikke kjendt i Europa før langt ud i middelalderen og blev ikke almindeiig som drik før rundt 1600. Men da man først begyndte at bruge dem til hverdags, fik drikkeriet med en gang en forfærdelig udbredelse blandt folk, og enkelte indsaa straks, at noget maatte gjøres for at stanse denne ødelæggelsens flom. Oldtidens vine og øl havde ikke havt saa ødelæggende virkninger som brændevinet fik. De første afholdsmænd optraadte derfor kun mod brændevinet, medens de gjerne anbefalede øl og vin som uskadelige.
I forbindelse med brændevinsdrikningen fremtræder ogsaa den moderne institution — saloonen. I gamle dage havde man ikke egentlig noget saadant som den nuværende saloon. De offentlige udskjænkningssteder var ikke mange, og de, som fandtes, var regelmæssig i forbindelse med logihuse, hoteller eller andre forretninger. Verten gjorde det ikke til sin hovedopgave at sælge berusende drikke; det var bare en bisag for ham og havde underordnet betydning sammenlignet med hans øvrige forretninger.
Men i vore dage er salg og udskjænkning af berusende drikke blevet en særskildt forretning, og da er det selvforstaaeligt, at skjænkeverten søger at udvide og fremme den i egen interesse, ligesom andre forretningsfolk lægger an paa at oparbeide sine respektive forretninger for at tjene penge. Saaledes gaar det til, at vertshusholderne nu mere end før gjør specielle anstrængelser for at skaffe sig kunder og blive af med sine varer. Saloonkeeperen gjør brug af forskjellige slags midler for at trække folk til sig og presse penge ud af dem.
