ven af Benjamin Franklin og førte ligesom denne et afholdende liv. “Dr. Rush var en ædel, rettænkende mand, der levende interesserede sig for alt, som kunde bidrage til hans medmenneskers lykke og velfærd. Han var menneskeven i dette ords bedste betydning og som saadan meget virkelysten og begeistret for sine ideer. En saadan mand kunde ikke følesløs betragte drukkenskabens hærjinger. Han saa alle dens onder og blev ikke træt af at hæve sin røst imod den. Han betragtede den fra enhver side, som læge, som patriot og som kristen, og hans sjæl oprørtes i ham. Saaledes oprørt skrev han tidlig i 1785 sit berømte skrift om de spirituøse drikkes virkninger. Dette skrift efterfulgtes snart af flere over det samme emne. Og hans skrifter fik en uhyre udbredelse. De aftryktes i Bladene og kom saaledes ud blandt alle folk og havde en mægtig indflydelse paa den almindelige opfatning af drikkespørgsmaalet.”
Men Rush lod sig ikke nøie med bare at skrive imod drukkenskaben; han optraadte ogsaa som taler, særlig i religiøse forsamlinger og paa de forskjellige kirkesamfunds konferencer og aarsmøder. Han lagde fornemmelig an paa at vække kirkefolket og presterne til at tage fat og begynde en alvorlig kamp mod drikkeondet. “Dersom det var muligt for mig,” sagde han engang, “at tale saa høit, at min røst kunde blive hørt fra floden St. Croix til Mississippis fjerneste bredder, saa vilde jeg sige: Venner og medborgere, ophør med at ny de de forførende drikke! Og I, evangeliets tjenere ak alle de forskjellige kirkesamfund i de forenede stater, understøt mig med al den vegt og indflydelse, som eders hellige embede beklæder eder med, saa det maa lykkes os at redde vore medmennesker fra at blive ødelagte af denne legems og sjæls store fordærver.” Ved en anden anledning sagde han: “Et folk, som er besmittet af de sterke
