drikke, kan ikke i længden vedblive at være et frit folk. Lederne som er tagne ud af en saadan befolkning, vil snart tage del i folkets laster, og alle love og vedtægter vil tidligere eller senere komme til at bære de samme merker af de berusende drikke som folket selv.”
Som substituter for spirituøse drikke anbefalede dr. Rush øl og vin, — ja endog opium! Men det maa dog bemærkes, at opium dengang var forholdsvis lidet kjendt, og at man endnu ikke havde seet stort af dens ødelæggende egenskaber.
Dr. Rush stiftede ikke afholdsforeninger, og hans opraab viste ikke med det samme synderlig storartede resultater. Lidet anede han vist selv, at den bevægelse, han havde vakt mod drikkeondet, skulde blive en saadan verdensmagt, som den nu er blevet. Men saaledes gaar det saa ofte. En liden begyndelse kan blive til en mægtig bevægelse. “Afholdssagens fremgang i disse 100 aar siden dr. Rush optraadte til, hvad den er idag, maa være mere end bevis nok for, at vi, som har fylket os om denne sag, staar i de “seirendes rækker”.
Dr. Benjamin Rush var en anset, betroet og indflydelsesrig mand ogsaa paa andre omraader. Alt, som gik i retning af frihed og reform, interesserede han sig for og hjalp frem. Som medlem af Pennsylvanias “Provinciel Assembly” understøttede han i 1774 den første resolution for Amerikas selvstændighed. Han var medlem af kontinentalkongressen i 1776 og en af dem, der underskrev uafhængighedserklæringen. Han var ogsaa medlem af den konvention, som udarbeidede de for. staters konstitution i 1787. I 1789 blev han udnævnt til kasserer for mynten. Han tog en fremtrædende del i organisatione af den første anti-slaveriforening i de for. stater. Han var en forsvarer af kvindens rettigheder og som sand frihedsven og filantrop var han den første, der
